Annonce
Ugeavisen Ribe

Efter 21 år i træk på lejrskole i Ribe: Anders fra Farum giver stafetten videre

Anders Krarup har boet på Danhostel Ribe gennem alle 21 år, hvor han har været på lejrskole med Marie Kruse Skole fra Farum. Men nu er det slut. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Den 64-årige lærer fra Marie Kruse Skole i Farum, Anders Krarup, har nu haft sit sidste hold af elever med til Ribe på lejrskole.
Annonce

Ribe: Da Anders Krarup fredag morgen tog toget fra Ribe mod Farum ved København, var det 21. gang, at han forlod Domkirkebyen med 104 6. klasseelever og flere kollegaer fra privatskolen Marie Kruse Skole. Samtidig var det også sidste gang, at Anders Krarup kunne vise Ribe frem for eleverne. Efter dette skoleår går han nemlig på pension.

- Det er jo lidt sjovt at tænke på, at jeg har været her med lejrskole 21 år i træk. Det er jo mange unger, jeg har haft med mig. Men at det er sidste år er endnu ikke sunket ind for mig, fortæller Anders Krarup, da han møder UGE-Avisens journalist torsdag eftermiddag på Danhostel.


Det er en gave for børnene at komme her, og det er lækkert at kunne vise dem blandt andet Ribe Domkirke. Ribe er jo gammel, smuk og fascinerende og noget helt andet, end det ungerne er vant til i deres hverdag.

Anders Krarup


Det er her, Anders Krarup har logeret med lejrskolen gennem alle år, og efterhånden er han så rutineret i det, at personalet på Danhostel ikke har så meget at lave, når Marie Kruse Skole kommer på besøg. Han sørger selv for at fordele børnene på værelserne og holder styr på dem - modsat når andre lejrskoler bor på Danhostel.

Anders Krarup kender efter 21 år gangene på Danhostel ret godt. Foto: René Aunsbjerg Fogh

- Det er en gave for børnene at komme her, og det er lækkert at kunne vise dem blandt andet Ribe Domkirke. Ribe er jo gammel, smuk og fascinerende og noget helt andet, end det ungerne er vant til i deres hverdag. De får øjnene op for noget nyt og lærer historie på en helt naturlig måde, siger Anders Krarup, der på vejen hjem så kan huske tilbage på de mange gode oplevelser, Ribe har budt ham.

Annonce

Mindeværdige oplevelser

- Jeg husker især år nummer to, vi kom her, for det var på 9/11 i 2001. Jeg husker også en kontrovers, som nogle indvandrerdrenge fra vores skole havde med nogle lokale drenge, og så husker jeg engang, da vi måtte skynde os ind fra en tur på Vadehavet på grund af tordenvejr, fortæller han og tilføjer, at hans afløser som tovholder på lejrskolen i Ribe er på plads og klar på opgaven.

21 år i træk

Det har været en årelang tradition for Marie Kruse Skole at tage på lejrskole i grænseområdet. Først i Tønder og siden i Ribe, som man nu har gjort i årevis.

Programmet er stort set det samme hvert år med besøg på Vadehavscentret, Ribe VikingeCenter og en tur rundt i Ribes gamle gader. Derudover har det for Anders Krarup været en fast tradition at tage en tur ned på Postgaarden, når han har haft fri, for at få en øl.

Efter så mange år og oplevelser i Ribe indrømmer Anders da også, at han har en særlig kærlighed til byen.

- Jeg har bestemt nydt at komme hvert år, og det er en ny oplevelse hver eneste gang. Det er jo sjovt at se, hvordan byen har udviklet sig, for der er sket rigtig meget de sidste 21 år. Jeg kommer helt sikkert tilbage bare på egen hånd, siger han.

I dag og de seneste år har det været Claus Pedersen, der har taget imod Anders Krarup og de mange 6. klasseelever, men i de fleste af årene har det været tidligere forpagter af Danhostel, Jens Philipsen, der har gjort det. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ribe

Løver efterlyses i Ribe

Annonce