Annonce
Ugeavisen Ribe

Endnu større fiskesø i Ribe: Storkesøen øger søareal med ti procent

Vandet på højre side af den nye bro er nyt, og med udvidelsen har Storkesøen nu 48.000 kvadratmeter fiskesø. Foto: René Aunsbjerg Fogh
De seneste måneder er den sydligste sø hos Storkesøen udvidet, så der er bedre plads til fiskende gæster. Samtidig har stedet fået nye hytter, og ejerne håber på, at grænserne snart kan åbne, så deres fiskehøjsæson ikke ryger.

Ribe: Der bliver snart endnu bedre plads til at fiske omkring søerne hos Storkesøen. Den sydligst beliggende sø i området er nemlig blevet udvidet, ligesom der er lavet stier, anlagt en bro og lavet en ø i midten.

- Vi ejede i forvejen jorden, og den lå bare som brakmark, så vi tænkte, at vi lige så godt kunne gøre brug af området. Vi har udvidet søen med 4500 kvadratmeter, og det er jo omkring ti procent mere, end vi havde, fortæller den ene af de tre ejere, Anette Kirkegaard.

Der er fjernet træer og buske, så det hele er blevet mere åbent. Ind til videre er vandet dog noget plumret, efter jorden er gravet væk, og derfor venter ejerne omkring en måned med for alvor at tage det nye område i brug.

- Det er et populært område at fiske i, og når vandet er blevet mere klart, vil vi sætte flere fisk ud i søen. Når vi er fuldt belagt, så kan der godt være trængsel omkring søerne, siger Anette Kirkegaard, der understreger, at der er masser af fisk i de andre søer, og Storkesøen derfor naturligvis er åben for gæster.

Annonce

Nye hytter

Anette Kirkegaard understreger, at udvidelsen af søen er en yderligere forbedring af Storkesøen. Det sker til trods for lidt usikre tider under coronapandemien.

De nye hytter ligger med flot udsigt over den ene fiskesø. To af hytterne er opført i år, mens to andre blev opført sidste år. Foto: René Aunsbjerg Fogh

- Vi skal jo udvikle os, og vi har også lyst til det. Som vi ser det, kan det ikke blive værre end sidste år, hvor corona betød, at omsætningen blev 30 procent mindre end normalt, men vi turde godt investere alligevel, siger hun.


Det er et populært område at fiske, og vi vil, når vi er klar, også sætte flere fisk ud. Når vi er fuldt belagt, så kan der godt være trængsel omkring søerne

Anette Kirkegaard


Ud over søen er der bygget to nye huse med hver to lejligheder i. Det er lignende huse, som blev bygget sidste år, hvor der er plads til fire voksne.

Hvornår hytter og søer kan indtages af udenlandske turister er som bekendt endnu uvist, men den uvished har ejerne af Storkesøen lært at leve med.

Plads til flere gæster

Sidste år og i år er der kommet i alt otte nye lejligheder, som hver har plads til fire voksne. De erstatter huse fra 2014, som ikke var store nok.

I alt er der derfor nu plads til 155 gæster og mange flere dagsgæster.

Med udvidelsen af søen har Storkesøen nu mere end 48.000 kvadratmeter fiskesø.

Samlet set er der tale om en investering for flere millioner kroner.

- Vi er jo nødt til at have tålmodighed, men det ser jo desværre ud til, at corona for andet år i træk sætter en stopper for vores fiskehøjsæson i april og maj. Det er her mange tyskere kommer for at bo og fiske hele dagen, men vi ved, at så snart grænserne åbner, så er de klar. Vi kan dog se, at der er færre bookinger her i foråret end normalt, men vi er alligevel fortrøstningsfulde, for det ser godt ud i forhold til sommeren, hvor mange danskere allerede har booket, siger Anette Kirkegaard.

Der er kommet 4.500 flere kvadratmeter sø samt nye stier, bro og så er der fjernet buske og træer. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce