Annonce
Ugeavisen Ribe

Få huse til salg: Boligerne i og omkring Ribe går som varmt brød

Nybolig-mægler Lars Schack Jessen er tæt på at melde alt udsolgt i Ribe. Interessen er stor. Foto: Lars Fahrendorff
Der er rift om boligerne i Ribeområdet for tiden. Mange når knap nok at blive sat officielt til salg, inden en køber bider på krogen. Høj efterspørgsel og lavt udbud er en af de primære grunde, lyder det fra byens ejendomsmæglere.
Annonce

Ribe: Rigtig mange boliger i Ribeområdet har skiftet ejere de seneste cirka seks måneder. Byens fire førende ejendomsmæglere melder i hvert fald om et drøntravlt 2020.

- Sidste år havde vi et rekordår, og 2020 når nok samme niveau. Vi har haft 80 boligsalg i år til dato og 15 alene i november, så der har været tryk på kedlerne, siger Jesper Lind Johansen, partner og ejendomsmægler i home Ribe, der tilføjer, at det er lidt overraskende, når man tænker på, at coronavirussen har sat sit præg på året.

Han mener, at det handler om en stor efterspørgsel og et lavt udbud.

Jesper Lind Johansen fra home Ribe har ligesom byens andre ejendomsmæglere haft meget travlt i 2020 med at sætte til salg og solgt skilte op foran huse i Ribeområdet. Foto: René Aunsbjerg Fogh

- I hele 6760 er der for tiden lige omkring 100 boliger til salg, sidste år var der 130-140 boliger til salg. Mange tænker, at efterår og vinter ikke er et godt tidspunkt at sætte til salg på, men man kan faktisk have færre konkurrenter, hvis man netop sætter til salg nu, siger Jesper Lind Johansen.


Mange tænker, at efterår og vinter ikke er et godt tidspunkt at sætte til salg på, men man kan faktisk have færre konkurrenter, hvis man netop sætter til salg nu

Jesper Lind Johansen


Annonce

Mange skuffesager

Hos både Nybolig, Ribe Mæglerne og EDC Ribe ser man samme travle billede for boligmarkedet. Eksempelvis har Thomas Gerken fra Ribe Mæglerne haft cirka 50 bolighandler på de sidste syv måneder.

Der står solgt på mange af de boliger, man kan kigge på hos de lokale ejendomsmæglere. Foto: Lars Fahrendorff

- Det går over stok og sten. Jeg har lige haft to købere til en ejendom på Nørremarken. De endte med at byde mod hinanden, fortæller Thomas Gerken, som startede alene i sin nye mæglerforretning i foråret, men siden har fået ansat to medarbejdere.

Et særpræget billede af 2020s bolighandler er, at mange af dem er foregået som skuffesager, hvor et hus bliver solgt på kort tid uden, at det overhovedet bliver annonceret.

- Mængden af skuffesalg fylder mere end tidligere, og det stiller krav til vores netværk, siger Jesper Lind Johansen.

Annonce

Færre til salg

Lars Schack Jessen fra Nybolig har sammen forklaring som Jesper Lind Johansen på, at  boligerne bliver solgt så hurtigt for tiden. Han oplyser, at Nybolig lige nu har 30 procent færre ejendomme til salg end ved samme tid sidste år. Årsagen er den økonomiske usikkerhed, som corona-pandemien skabte i begyndelsen:

- Da corona kom, begyndte ejerne at holde fast i deres huse. Mange tror stadig, at det er et dårligt marked at sælge i. Derfor sælger de ikke, selv om de måske havde planer om det, men det er faktisk godt at sælge lige nu, siger Lars Schack Jessen, mens Jesper Gilbjerg fra EDC Ribe tilføjer:

Boligsalg i Ribe

Der er i snit cirka 200 bolighandler i Ribe om året. I følge Boligsiden.dk. har den gennemsnitlige liggetid i hele Esbjerg Kommune i løbet af 2020 ligget på mellem 95 og 151 dage. Dog er skuffesalg ikke med i den statistisk, så reelt kan liggetiden være meget lavere.

Det er dog ikke kun i lokalområdet, at boligmarkedet er boomet. Det er det også på landsplan. De seneste tal for oktober viser nemlig, at der for femte måned i streg har markant flere handler end samme måned sidste år.

Da oktober sluttede, var der solgt 12 procent flere villaer og rækkehuse i år end sidste år, ligesom salget af ejerlejligheder er steget med 11 procent.

- Jeg tror, at grunden til det travle år er, at man vi har været mere hjemme, at der er en uhyre lav rente og så skal vi have noget at bruge pengene på. Jeg tror, at 2021 kan blive lige så godt, hvis renterne og arbejdsløsheden bliver lav der også, siger han og tilføjer, at det mest positive for dem i 2020 har været, at der også er sket meget i eksempelvis Gredstedbro og Hviding.

Annonce

Lokale køber mest

Køberne er ifølge mæglerne fortrinsvis lokale, der "rykker rundt".

- Det er meget lokale købere, som tror på, at Ribe er en god investering. Så opgraderer de og køber noget lidt dyrere, nogle gange før de har solgt det, som de har i forvejen, forklarer Lars Schack Jessen.

Der er også enkelte købere helt udefra. Nybolig har eksempelvis lige solgt til et par fra Bagsværd.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce