Ribe: Rundt omkring i de små hjem har forældre til skolebørn fået en ekstra rolle efter børnenes skoler er lukkede og undervisningen enten foregår via computeren eller ved køkkenbordet.
Sådan er det også for Martin Grigel Vester og Lotte Bank Vester. De er begge jurister i henholdsvis Ribe Stift og Færdselsstyrelsen og arbejder begge hjemme, mens deres fem børn også får hjemmeundervisning. Tilde, 15 år, Emil på 14, som begge går på Riberhus Privatskole samt Mille på 11 år, der går på Ansgarskolen klarer i høj grad opgaverne selv, men 6-årige Ida, der går i 0. klasse på Riberhus Privatskole, og 2-årige Karl William kræver et andet fokus fra forældrene.
- Karl William er vores store udfordring herhjemme. Vi ønskede ikke at sende ham i vuggestue for at undgå smittespredning, så vi er på skift sammen med ham, mens Tilde, Mille og Emil også er gode til at hjælpe. Desværre bliver vi alligevel nødt til at afvise ham en gang imellem, siger Lotte Bank Vester.
- Men det kører overraskende godt det hele med at kombinere både børnenes skolearbejde og vores arbejde. Vi har en god struktur, understreger Martin Grigel Vester.
God forståelse
De sørger for at have de mere lette arbejdsopgaver på blokken, mens de skal stå til rådighed for børnene.
- Derfor spreder vi vores dag mere ud og tager eksempelvis de mere komplekse opgaver tidligt om morgenen eller om aftenen. Vi er heldige, at det er relativt nemt at tage vores arbejde med hjem, og vi møder også stor forståelse for vores situation fra vores arbejdsgivere, tilføjer Martin.
Han har også store roser tilovers for, hvordan skolerne får løst opgaven med nødundervisning.
- Børnene er godt hjulpne af deres lærere, og det hele går nemmere nu end i foråret, hvor vi alle også var hjemsendt. Det virker som om skolerne er bedre i stand til at håndtere opgaven, siger Martin Grigel Vester.
Bedre at være på skolen
Mens Martin og Lotte på skift hjælper Ida og underholder Karl William, så sidder de større børn på hvert deres værelse og har onlineundervisning. Det mener de alle er okay, men de vil hellere være i rigtig skole.
Martin Grigel VesterBørnene er godt hjulpne af deres lærere, og det hele går nemmere nu end i foråret, hvor vi alle også var hjemsendt. Det virker som om skolerne er bedre i stand til at håndtere opgaven.
- Dagen kan godt blive ret lang, når vi næsten kun skal kigge ind i skærmen, mener Emil, mens både han, Mille og Tilde savner vennerne.
- Jeg vil helst være tilbage på skolen, for jeg savner den fysiske kontakt med både min lærer og mine klassekammerater. Jeg føler, jeg lærer mere ved normal undervisning, og jeg er da også lidt nervøs omkring mine afgangseksamener til sommer, siger Tilde.
Der går dog noget tid, før børnene igen kan se deres klassekammerater. Men familien er ikke nervøs over, at det hele skal fortsætte yderligere godt to uger som minumum.
- Vi har fundet en god dagsrytme, og vi er forberedt, så vi skal nok få det til at køre, siger Martin Grigel Vester.