Ribe: Hjertevarmen og opbakningen ville nærmest ingen ende tage, da Line Madsen tog initiativ til sit specielle juleønsketræ i butikken Attitude i Ribe gågade.
På træet hang en lang række julehjerter med gaveønsker fra børn på to døgninstitutioner i Ribe, og interessen fra lokale i at gå ud og købe en gave til dem har været massiv.
- Jeg havde aldrig overvejet, hvilket omfang dette ville få, siger Line Madsen, der i god tid før jul måtte melde udsolgt af julehjerter, selv om Børns Voksenvenner også fik hængt 77 ekstra gaveønsker op på træet.
Det fik dog ikke folk til at stoppe. Herefter begyndte mange nemlig at indbetale kontanter, og Line Madsen forklarer, hvordan hun ud over de mange gaver har modtaget omkring 20.000 kr. i donationer.
- Derudover har lokale virksomheder givet gaver, så yderligere 65 familier tilknyttet Børns Voksenvenner har fået en julepose til en god frokost, mens bilforhandlere har lånt mig biler, så gaver og mad kunne blive bragt ud, siger Line Madsen.
Fantastisk historie
Når man gør regnestykket op, er det imponerende, hvor meget der er samlet ind, og hvor stort et stykke arbejde, Line Madsen har udført samtidig med juletravlhed i butikken.
110 børn har fået gaver igennem Ønsketræets julehjerter. 65 familier har fået en ekstra frokostpose med mad, gratis lån af biler samt 20.000 kr. i donationer, så de to døgninstitutioner i Ribe hver har fået et shelter i baghaven, mens den ene fik en ny pad, og den anden en Nintendo Wee med tilbehør.
Som ekstra krydderi på den fantastiske julehistorie manglede Line Madsen en smule økonomi for at få enderne til at nå sammen. Det klarede hun ved at ringe til to udvalgte virksomheder, der gladeligt donerede det manglende beløb.
- Det er sjældent, jeg er tom for ord, men det er jeg her. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvor stor en succes, dette ville blive, og den opbakning, der har været fra de lokale har været helt utrolig. Den glæde, børnene udstrålede, da vi kom ud med gaverne, var helt overvældende, så vi gentager helt sikkert ønsketræet igen næste år, siger Line Madsen.