Annonce
Ugeavisen Ribe

Folk vil have større og mere personlige tatoveringer

Sune Lorentsen har haft sin tatoveringsbutik i knap ti år. Arkivfoto: René Aunsbjerg Fogh
De to tatovører i Ribe oplever, at kunderne i højere grad får tatoveringer med et personligt præg.
Annonce

Ribe: De senere år er det blevet mainstream at have en eller flere tatoveringer, og det kan Ribes to tatoveringsbutikker godt mærke. Således har både Sunes Tattoo på Stampemøllevej og Colors and Needle Tattoo i Saltgade masser af kunder.

- Den tendens, jeg ser, er, at mænd får færre men større tatoveringer, mens piger får flere mindre. Dog er der også en tendens til, at tatoveringerne bliver større og større sammenlignet med for 5-10 år siden, hvor man ofte fik en lille en, før man fik en lidt større for at vænne sig til det, siger Sune Lorentsen, der har Sunes Tattoo.

Sune tilføjer derudover, at han laver mange roser, dødningehoveder og mandalaer, mens Preben Jørgensen fra Colors and Needle Tattoo i høj grad laver black and grey tatoveringer på fortrinsvis piger - nærmere betegnet ni ud af ti.

Preben Jørgensen holder til i Saltgade og har over 40 års erfaring med at tatovere. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Annonce

Personligt udtryk

Begge tatovører beretter desuden om, at tatoveringerne i højere grad bliver personliggjort nu.

- Jeg laver ikke tribals og sømandstatoveringer mere, for de fleste har en grund eller en idé til, hvorfor og hvad de skal have tatoveret. Der kommer helt sikkert et mere personligt præg på tatoveringerne, siger Preben Jørgensen, som ofte hører på historierne bag tatoveringerne.

- Historierne gør klart indtryk, når man hører om, at man har været alvorligt syg og er kommet ovenpå igen eller er kommet ud af et stofmisbrug, siger han.

Hos Sunes Tattoo har Sune i flere år haft en bog stående med de mest populære citater, som folk en overgang fik tatoveret, men nu er den bog blevet kylet væk.

- Det er meget sjældent, jeg bare kan tage et motiv ud fra en bog og tatovere det. Alle tatoveringer er efterhånden personlige og har en særlig grund, hvad enten det er en statement, et personligt symbol eller noget, der minder en om en god historie. Og uanset hvad, så kan jeg godt lide at være med til at sætte et mærke på kundens krop, siger Sune Lorentsen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce