Annonce
Ugeavisen Ribe

Gå i Bjerreskov: Rådyr trives og roen fylder tæt på Ribes huse

Grusvejene og -stierne er gode at gå på i Bjerreskov, og det er blot noget af det, som Ulla Runner sætter pris på ved at gå i området. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Der er masser af muligheder for at finde en passende længde gårute i Bjerreskov, der ligger klos op ad Jasminparken i Ribe.
Annonce

Ribe: Tre minutter.

Så kort tid kan der gå, fra at man forlader et af husene med et lavt nummer i Jasminparken i Ribe til, man omkranset af træer på begge sider, motorstøj er forsvundet og underlaget er en grussti.

Især derfor er Ulla Runner vild med at tage en gåtur i Bjerreskov, der ligger klos op af Jasminparken og strækker sig et godt stykke mod øst.

Der er ro og flotte farver i Bjerreskov og så ligger den tilmed ganske tæt på husene i Jasminparken. Privatfoto

- Man er jo næsten i naturen med det samme fra, man forlader sin hoveddør, og så er der nærmest ingen undskyldning for ikke at motionere. Jeg er med alderen blevet et meget større naturmenneske, og jeg har lært at sætte pris på den ro, der er samt de dejlige farver. Jeg nyder at gå alene, sammen med min hund eller med en veninde, og det er en rigtig god afveksling til det daglige arbejde, siger hun.


Jeg er vild med at se det, når de vilde æbletræer springer ud, og ofte møder jeg også rådyr, der enten springer over vejen foran mig eller står og spiser.

Ulla Runner


Ulla Runner pointerer, at det gode ved Bjerreskov er de nærmest uendelige kombinationsmuligheder for en gåtur. Således kan man i samme område nøjes med en tur på to kilometer, tage en på knap fem og sågar udvide til helt op til 11 kilometer, hvis lysten er til det.

Annonce

Ser ofte rådyr

Vi går fra Jasminparken ud af grusvejen Fortevej, hvor træerne står på begge sider. Senere ud ad vejen forsvinder de, for at man i stedet kan nyde de smukke vidder med enge og marker.

Det sker jævnligt, at Ulla Runner ser rådyr på sine gåture i Bjerreskov. Privatfoto

- Jeg er vild med at se det, når de vilde æbletræer springer ud, og ofte møder jeg også rådyr, der enten springer over vejen foran mig eller står og spiser. Jeg får ofte taget billeder og lagt dem ud online, og det har faktisk fået nogle til at henvende sig til mig for at tage dem med ud i den skønne natur, jeg oplever, fortæller Ulla Runner med et smil.

Der findes rigtig mange muligheder for en dejlig gåtur i områdets skønne natur. For at inspirere UGE-Avisens læsere til at komme ud i naturen, har vi hvervet en række personer, der anbefaler et område eller en sti, man kan gå for at opleve natur og dyreliv.

Bjerreskov blev anlagt i 1998 og er cirka 100 hektar. Ud over grusvejene er det i området også muligt at gå på sundhedssporet, der er 1,5 km langt eller på Hjertestien, der er 6 km. Der er masser af dyre- og planteliv i skoven.

Med raske skridt går vi videre ad grusvejene, inden vi atter drejer ind i skoven forbi en - måske - overset shelter - og hjemad langs et stykke af Tved Å. Til sidst - efter knap fem kilometer ender vi på Fortevej igen, og så er der jo ikke langt til, at vi møder husene og de asfalterede veje igen.

Tved Å løber gennem området, og her er blot én af muligheder for at opleve den skønne natur. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Bjerreskov Ribe
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce