Annonce
Ugeavisen Ribe

God start på trafikomlægning ved Ribe

De bløde trafikanter fik mandag morgen hjælp til at komme gennem rundkørslen ved Nørremarksvej. Og den hjælp fortsætter hele perioden, hvor rute 11 er spærret. Foto: Lars Fahrendorff
Annonce

Ribe: Lørdag og mandag skulle planlægningen stå sin prøve i forbindelse med en omfattende trafikomlægning i Ribe på grund af ombygning af jernbaneoverkørslen på Rute 11. Og det tyder på, at trafikanter har taget ændringer til sig, for der var nemlig ingen nævneværdig kø de første dage af tratikomlægningen.

Vejdirektoratet, Syd- og Sønderjyllands Politi, Esbjerg Kommune, Sydvestjysk Brandvæsen og Region Syddanmark har sammen med blandt andet Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Sydtrafik - i regi af den Lokale Beredskabsstab (LBS) - således forberedt omlægningen, så den generede omgivelserne mindst muligt og samtidig sikrede, at for eksempel brand- og redningskøretøjer kunne komme hurtigt frem trods udfordringer med trafikken.

LBS har været nedsat lørdag og mandag for at følge trafikomlægningen. Og i denne sammenhæng har Vejdirektoratet samt Færdselspolitiet været til stede på strækningen de to dage for at kunne justere omlægningen, hvis det blev nødvendigt. Og mandag bistod Politihjemmeværnet desuden med trafikregulering i Ribe for at sikre, at skoleleverne kom trygt i skole.

Annonce

Enkelte justeringer

Den første dag med myldretidstrafik, mandag, var imødeset med spænding for at se, om kaosset ville bryde ud. Men det gjorde det ikke.

- Vi har lørdag og mandag foretaget enkelte justeringer på omkørselsruterne for at få trafikken til at glide bedre. Men alt i alt har der ikke været problemer med kødannelse de første dage. Trafikken mandag har dels været mindre end på en normal hverdag, dels har trafikanterne været gode til at benytte de anbefalede omkørselsruter, og det har været en stor faktor, oplyser vicepolitiinspektør Jesper Hansen fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der samtidig opfordrer bilisterne til fortsat at være opmærksomme på omlægningen.

Myndighederne vil løbende følge trafikudviklingen, ligesom Politihjemmeværnet bistår med trafikregulering på skoledagene, mens omlægningen står på.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce