Annonce
Ugeavisen Ribe

Handicaprampe er klar ved Kammerslusen

Kjeld Andreasen er på vegne af Ribe Digelag manden bag den lange rampe, der kan føre kørestolsbrugere og gangbesværede gæster op på diget og til toppen af Kammerslusen. Rampen er nu færdig. Foto: Kåre Welinder
I mere end to år har Ribe Digelag arbejdet for at forbedre forholdene for kørestolsbrugere og gangbesværede ved Ribe Kammersluse. Og det mål er nu opnået.
Annonce

Ribe: I en lang årrække har gangbesværede og kørestolsbrugere været afskåret fra at kunne opleve solnedgange, højvande, blæsevejr og fugleliv fra toppen af diget ved Kammerslusen.

Men den tid er nu et overstået kapitel. For med en ny handicaprampe kan alle nu få glæde af Kammerslusen og den storslåede natur, der er omkring den.

Rampen er opført på østsiden af diget, så også kørestolsbrugere og gangbesværede kan nå op til toppen af Kammerslusen, og initiativtager til rampen, Kjeld Andreasen, er glad for, at man nu er nået i mål. Ribe Digelag har nemlig arbejdet på at få rampen op i et par år.

- Jeg tror måske aldrig, der har været en kørestolsbruger oppe på den lille plads øverst på diget og kigge ud over Vadehavet og ind mod Ribe mod øst. Jeg har altid synes det er forkert, at både kørestole og gangbesværede ikke kunne komme til det, og jeg ser frem til, at det nu ændres, siger Kjeld Andreasen.

Han oplyser, at Kystdirektoratet har været velvillige deltagere i projektet, ligesom der har været stor opmærksomhed på projektet fra blandt andet Dansk Handicapforbund, der har rost Ribe Digelag for det gode initiativ.

Handicaprampen, som har kostet næsten to millioner kroner bevilget af fonde og Esbjerg Kommune, skulle have været indviet her i begyndelsen af april, men coronavirussen har udsat indvielsen på ubestemt tid. Dog kan rampen godt tages i brug allerede nu.

Støtte

Ribe Digelag har fået stor, økonomisk hjælp til den nye handicaprampe fra en lang række fonde.

Fondene er Lida og Oskar Nielsens Fond, SE Vækstpulje, Nordea Fondens Kystpulje, Vanførefonden, Bevica Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Obbekærfonden, FLAG Vestjylland samt Esbjerg Kommune.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce