Annonce
Ugeavisen Ribe

Historier fra kirkegården: August Kruse har sat et markant aftryk

August Kruse satte aftryk og spor stort set alle steder, han kom, mens han levede. Arkivfoto: Bo Maimburg
Han har både spillet musik, været folkekær skolelærer og ikke mindst været en markant kunstner. August Kruse Petersen har sat spor, og man kan stadig se hans kunstværker flere steder.
Annonce

Vilslev: Mindet om August Kruse Petersen, der døde i 2016, lever i høj grad endnu. Både hos de personer, han berørte gennem sit liv, og ikke mindst ved, at man mange steder fortsat kan se flere af hans kunstværker hos virksomheder i lokalområdet.

- Han berørte mange og satte store fodaftryk, hvor han gik, beretter Roll Præstegaard i en snak om hvem August Kruse var.

August Kruse ønskede at få en særlig sekskantet islandsk sten som gravsten. Det var dog ikke muligt, men alligevel er det med en sten af granit et særpræget gravsted på kirkegården i Vilslev, han ligger på. Foto: René Aunsbjerg Fogh

- Han var omgængelig, positiv, rummelig og empatisk, tilføjer Loa, der er hans enke, som har fødenavnet Oddrun Gudmundsdottir.


Der var aldrig langt fra tanke til handling hos ham, og han sagde, at han hellere ville springe fra tremeter vippen end fra etmeter vippen og så blive reddet, hvis det gik galt. Men det gjorde det faktisk sjældent.

Loa, enke til August Kruse Petersen


- Han har sat sit præg på mange mennesker, blandt andet mange af de elever, han har haft i skolen. Han tog sig af skæve eksistenser og dem, der var lidt svage i skolen, og jeg bliver indimellem stadig opsøgt af nogle tidligere elever, som vil snakke om ham, siger hun.

Annonce

Kunstner på mange måder

Netop det med aftrykkene er sigende i overført og bogstavelig forstand. August Kruses kunststil var nemlig at tegne og skære motivet ud på et stykke linoleum for derefter at trykke det på et specielt stof, som han efterfølgende malede på. Men August Kruse holdt sig ikke blot til den form for kunst.

Personerne under gravstenene

Der ligger hundredevis af mennesker begravet på områdets kirkegårde. Alle har sat aftryk hos deres nærmeste, mens nogle har sat spor blandt den bredere befolkning.

UGE-Avisen Ribe vil i denne serie fortæller om en række af de afdøde personer, der var markante da de levede og som måske stadig huskes af mange. Hvis man har forslag til personer, vi skal fortælle om, kan man skrive en mail til ran@ugeavisen.dk

- August var interesseret i alle former for kunstnerisk udfoldelse og gav sig også i kast med både teater og jazzmusik. Der var aldrig langt fra tanke til handling hos ham, og han sagde, at han hellere ville tage større chancer, og springe fra tremeter vippen end fra etmeter vippen og så blive reddet, hvis det gik galt. Men det gik faktisk sjældent galt, fortæller Loa, der tilføjer, at August blandt andet fik opforstret og fastholdt musikinteressen hos jazzmusikere som Henrik Gunde og Brian Svendsen.

Annonce

Teknikken gjorde ham kendt

Han har i mange år trommeslager i Vestre Jazzværk og var også primus motor i Ribes gamle jazzklub. Inden han blev fanget af musikken, havde August Kruse, som blev født i Ribe i 1949, uddannet sig fra seminariet i både Ribe og Esbjerg. Senere var han i en landmand i en årrække, inden han flyttede til Vilslev i 1989, hvor han året efter blev gift med Loa. Han arbejdede gennem mange år på skolerne Sædding og Tjæreborg, og op gennem 1990'erne var det kunstinteressen, der tog fart.

Det var hans særlige stil, der gjorde August Kruse kendt som kunstner. Foto: René Aunsbjerg Fogh

- Det var hans kunst og den teknik, han brugte, der gjorde August kendt i den brede offentlighed. Han fik sine værker ud mange steder, og man kan da stadig se hans værker hos Blue Water i Esbjerg, på hospice i Esbjerg og på en af gangene i Billund Lufthavn, hvor han gengav en stor byggeproces. Han var også idémanden til det meget populære containerkunst under Esbjerg Festuge, fortæller Loa, mens Roll Præstegaard beretter, at August Kruse lokalt set var involveret i rigtig meget på egnen og var med til at sætte Vilslev på landkortet.

August Kruses værker blev lavet som tryk på linolium og blev derefter malet. Foto: René Aunsbjerg Fogh

August Kruse havde planer om nye værker nærmest til det sidste, men hans liv sluttede efter længere tids sygdom den 9. april 2016, 66 år gammel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ribe

Løver efterlyses i Ribe

Annonce