Ribe: For tre år siden - i tiden før corona - var Hotel Dagmar klar med en aktivitet, der skabte liv i Tulipanfesten. Det var med levende musik, fadøl og masser af mennesker, og nu gør de det så igen.
Denne gang har Hotel Dagmar fået Porsborgs med på ideen, og begge parter håber, at initiativet bliver en succes.
- Vi har igennem de senere år gjort rigtig meget for at skabe liv på torvet, og vi vil gerne skabe aktiviteter til glæde for turisterne, men i høj grad også for det lokale publikum, siger Allan Jakobsen fra Hotel Dagmar.
Fredag aften i Tulipanfesten har de booket den lokale DJ og radiovært, Freddy Fey, til at komme og spille en masse god musik, og det er lørdag aften Gasolin og Kim Larsen-jambandet, Masser af succes, der overtager scenen.
Allan JakobsenVi henvender os til det voksne publikum, for vi ved jo godt, at de unge er på pladsen. Men der er jo masser af voksne, der gerne vil holde Tulipanfest, men på deres egen måde. Porsborgs og Hotel Dagmar har gennem lang tid været i dialog om at gøre noget sammen, og nu lykkes det
Både Hotel Dagmar og Porsborgs er med på ideen, og udover, at de begge sælger af hele deres menukort, så samarbejder de omkring en grill.
- Der var masser af mennesker på torvet sidste gang vi deltog i Tulipanfesten. Og det forventer vi sker igen i år. Vi har fået lov til at lukke kørebanen af på Domkirkepladsen, så vi kan fylde op med borde og bænke, siger Allan Jakobsen og fortsætter:
- Vi henvender os til det voksne publikum, for vi ved jo godt, at de unge er på pladsen. Men der er jo masser af voksne, der gerne vil holde Tulipanfest, men på deres egen måde. Porsborgs og Hotel Dagmar har gennem lang tid været i dialog om at gøre noget sammen, og nu lykkes det, og det glæder os rigtig meget.
De to restauratører ser derfor frem til at få to særdeles travle aftener, hvor der bliver høj stemning og masser af mennesker.