Annonce
Ugeavisen Ribe

Hviding Kro genåbner med god dansk mad på menukortet

Det er Mette Lykke og Jeanett Ravn Schack, der står bag genåbningen af Hviding Kro. De tror på, at god mad og god service skal være med til at give succes. Foto: René Aunsbjerg Fogh
To kvinder, Mette Lykke og Jeanett Ravn Schack, forpagter Hviding Kro og genåbner dermed stedet efter flere års stilstand.
Annonce

Egebæk-Hviding: To modige kvinder vil nu genoplive Hviding Kro, som i mange år ellers har ligget lukket hen og kun haft lidt gang i udlejning af salen. Men 45-årige Mette Lykke og 34-årige Jeanett Ravn Schack tror på, at de kan vække kroen til live igen, og det skal ske som i gamle dage med mad som dansk bøf, wienerschnitzel, stegt flæsk, tarteletter og bøfsandwich.

- Det er god gammeldags og jordnær mad, som vi lægger en masse kærlighed i. Vi vil gerne vise vores gæster, at selv sovsen er lavet fra bunden, og vi vil også sørge for, at maden er prisvenlig, så også pensionister og børnefamilier kan komme her uden at blive ruineret. Der er ikke længere så mange steder, hvor man kan få den her slags mad, og det er netop god gammeldags mad, jeg godt kan lide at lave, fortæller Mette Lykke, der blot har kendt Jeanett fra deres fælles forrige arbejdsplads i nogle måneder.

Men det afskrækker ikke de to kvinder i at kaste sig ud i dette eventyr.

- Vi gik og legede med ideen om at skulle åbne Hviding Kro igen, og pludselig tog fanden ved det hele, og så sprang vi ud i det. Vi har en god kemi og en god forståelse for hinanden, så vi tror på, at det nok skal blive rigtig godt, siger Jeanett Ravn Schack, der primært har arbejdserfaring fra butiksverden, mens Mette Lykke har 21 års erfaring fra madlavningsbranchen.

- Vi er nok lige bindegale og spontane til at gøre sådan noget her, tilføjer Mette Lykke med et smil.

Hviding kro

Hviding Kro er i dag ejet af Erling Stenderup. Tidligere har kroen været drevet af Lis og Egon Laugesen mellem 1989 og 1999. Siden fulgte blandt andre Morten Andersen og hustru, mens krostuen senest var været i gang som Byens Pizzaria, der åbnede i 2012.

Kroen genåbner fredag med en stor buffet, hvor bordbestilling er nødvendig. Senere vil Mette Lykke og Jeanett Ravn Schack blandt andet holde julefrokoster med livemusik. Der vil til hverdag være plads til i alt 181 gæster i krostue og sal.

Annonce

Tror på succes

På fredag den 1. november slås dørene op for første gang. Det sker med en stor buffet, så makkerparret forhåbentlig kan komme godt fra start. Men ind til da har de to kvinder haft en del at se til med rengøring af kroen. De er begge overbevist om, at det nok skal blive en succes at genåbne Hviding Kro.

- Vi skal få succes med vores gode mad, vores gode kvalitet og vores gode service, siger Mette Lykke, mens Jeanett Ravn Schack tilføjer:

- Og så skal folk gerne gå glade herfra og fortælle om deres gode oplevelse til venner, familie og bekendte.

Mette Lykke og Jeanett Ravn Schack har arbejdet sammen i et par måneder på deres fælles forrige arbejdsplads, men nu kaster de sig ud i det fælles eventyr på Hviding Kro. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Menukortet rummer gode danske retter, og op mod åbningen på fredag skal kortet finpudses. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce