Annonce
Ugeavisen Ribe

Ideerne flyver rundt hos Morten: - Kaffeknallerten har været min bedste idé

Morten Kjældgaard er ofte synlig i gågaden og ved Ribe Banegård med sin kaffeknallert, som han kalder for den bedste idé, han har fået. Arkivfoto: René Aunsbjerg Fogh
Morten Kjældgaard er med sine egne ord knaldgod til at få ideer, omend mange af dem aldrig bliver til noget. Én af dem lever han dog af nu.
Annonce

Ribe: Morten Kjældgaard Svendsen er en idérig mand. Det handler om forretningsideer, ideer til sjove aktiviteter og meget andet. Men udfordringen for ham er, at mange af de ideer, han får, kun bliver ved det - og ikke realiseres.

- Jeg er knaldgod til at få ideer, og jeg er nok en person, der kan sende tusind bolde op i luften. Dog er det et mirakel, hvis jeg griber bare én af dem, fortæller han og nævner blot at én skør ide, han har gået med, er at tage en flok unge med ud i vildmarken på en overlevelsestur.

- Jeg synes, det er fedt at drømme, og der skal ikke meget til, før jeg får en idé og endda kaster mig ud i at gøre mere. Ideerne fylder dog meget i min tankevirksomhed, og det kan godt være en ulempe, fordi ideerne ikke altid er realistiske og er for bøvlede at føre ud i livet. Der er nok mange ideer, som dør, når vi snakker med banken om dem, fortsætter han med et smil.

Morten Kjældgaard understreger, at det vigtigste for ham er at have en at spare ideen med. Og her har han i sin hustru Kaja en værdifuld støtte.


Jeg synes, det er fedt at drømme, og der skal ikke meget til, før jeg får en idé og endda kaster mig ud i at gøre mere.

Morten Kjældgaard


- Kaja er mere jordnær end mig, så hun kan se fornuften eller manglen på samme i mine ideer. Hun synes også det er en ulempe, at jeg hele tiden får nye ideer, siger han med et grin.

Annonce

Knallert er den bedste idé

Morten Kjældgaard fortæller, at den bedste idé, han har fået, er den lille blå kaffeknallert, som ses rundt omkring i gågaden i Ribe.

En Anden Snak

Denne artikel er en del af UGE-Avisen Ribes portrætform En Anden Snak, hvor journalisten er uforberedt på, hvem han skal interviewe og om hvad. Det er nemlig kollegaen på redaktionen, der har lavet aftalen med en person, ligesom det er denne, der bestemmer, hvad man skal snakke om - og det gerne noget andet end det, man normalt kender personen for.

Morten Kjældgaard Svendsen er 43 år og gift med Kaja. De har to børn, Malte og Freya. Morten har tidligere været pædagogmedhjælper på Hølvang i Toftlund og lagermedarbejder hos Ib Laursen. I dag laver han dog mest kaffe fra sin lille blå kaffeknallert.

- Jeg havde simpelthen fået nok af en travl hverdag og mit foregående job, så der skulle ske noget nyt og helt andet. En aften sad Kaja og jeg og kiggede rundt på internettet og faldt over den lille blå, og så gik der ikke længe, før vi havde købt den. Det var dog meningen, at den skulle have været et supplement til et andet job, men det memo har jeg vist ikke lige fået, forklarer han.

- Jeg kan godt lide at springe ud på dybt vand uden de store overvejelser inden, siger Morten Kjældgaard.

Annonce

Ideer smitter af

Det er ikke kun i arbejdslivet, at ideerne kommer til ham. Det gør de også derhjemme, og endda er de to børn, Malte og Freya blevet smittet med den idérigdom.

- Under corona kom de pludselig en dag og sagde, at de ville lave en terrasse i haven. Så de fik gravet et hul og fik gjort projektet færdigt, og det er jo ret fedt. Malte og jeg kan også pludselig komme på, at vi skal have et shelter i haven, og den fik vi også bygget, men vi har dog ikke sovet i den endnu, så på den måde er der jo ikke langt fra tanke til handling. Vi plejer at bruge ordsproget "Det skal vi gøre. Hvordan? Det må vi finde ud af", lyder det fra Morten Kjældgaard Svendsen, der nu blot går og venter på at udfolde den næste gode idé.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ribe

Trio Gemini gæster Ribe

Annonce