Ribe: Et sikkert tegn på, at foråret er på trapperne, er, når Isvaflen slår dørene op og langer de første is over disken.
Og fredag åbnede den populære butik så for sæsonen 2021, men det skete ikke på traditionel vis.
Der blev nemlig ikke solgt nogen billige Go'daw vafler.
- Hvis vi havde den folkemængde ude foran, som vi plejer at have, så ville politiet jo stå her med det samme, så det ville vi gerne undgå. Det er dog lidt ærgerligt, at vi ikke kan åbne som normalt, for det er en sjov måde at åbne på både for os og kunderne, fortæller indehaver Henrik Thomsen, der denne fredag havde overraskende lidt at lave.
- Det føles som en normal hverdag. Der er ikke noget kø nu, og kun lidt lige da vi åbnede, beretter han.
I første omgang retter Isvaflen sig naturligvis ind under retningslinjerne. Det betyder eksempelvis begrænset antal mennesker inden i forretningen samt, at man hverken må sidde indenfor eller udenfor og nyde sin is, indtil andre restaurationer får lov til det.
- Vi kører lidt på autopilot her i starten. Vi vil gerne have noget at lave, men helst ikke for meget i forhold til corona, siger Henrik Thomsen.