Annonce
Ugeavisen Ribe

Jacob er vild med at skabe fester på Ribe Katedralskole

Heimdals formand, Jacob Hagedorn, er lige blevet student. Foto: Bo Maimburg
I denne uge springer studenterne ud, og for Jacob Hagedorn er det afslutning på tre gode år.
Annonce

Ribe: Når man er elev på Ribe Katedralskole er der gode muligheder for at præge livet på skolen, hvis man bliver en del af elevforeningen Heimdal. Eller i hvert fald festerne, for medlemmerne i Heimdal er dem, der arrangerer festerne og de gode aktiviteter på skolen.

Og det var også det, der fik Jakob Hagedorn til at stille op til valget til Heimdal.

- Da jeg gerne ville vælges til formand, valgte jeg en lidt utraditionel måde at få opmærksomhed på. Jeg tog en t-shirt på, hvor der stod ”I love Heimdal” og i stedet for at sige noget, spiste jeg en hel Iceberg salat. Det var nok til, at jeg blev valgt, siger han med et stort smil og fortsætter:

- Min bror var også formand for Heimdal, så det var en klar målsætning, at jeg skulle være det. Jeg har stor respekt for at være formand for en så gammel en organisation som Heimdal, og jeg har stor respekt for de traditioner, der er forbundet med det. Målet var at skabe nogle mindeværdige fester, som folk husker, siger Jacob Hagedorn.

Annonce

Både udad- og indvendt

Jacob har let ved at sætte ord på hans egen personlighed.

- Der er to sider af mig. Når jeg er i venners lag, er jeg meget afslappet, og jeg kan godt virke en smule stille. Når jeg er i udfordrende rammer, hvor jeg skal præstere, er jeg typen, der bevarer fokus og tager styringen. Der er slet ingen tvivl om, at jeg lader op i andres samvær, men jeg kan også lide mit eget selskab, og jeg falder helt ned, når jeg er alene.

- Når jeg står i spidsen for Heimdal, bliver jeg ambitiøs og aktiv, jeg snakker hurtigt, og der skal ske noget, og jeg vil meget gerne sikre, at alle har det godt.

- Og når en dag med travlhed er overstået, glæder jeg mig til at falde helt ned. Så kan jeg finde på at løbe en tur på rulleskøjter eller se noget ligegyldigt på Youtube.

Annonce

Købte en kolonihave

Da Danmark lukkede ned, valgte Jacob og et par af vennerne at købe en kolonihave, og det har givet dem et fast samlingssted.

Da Danmark lukkede ned købte Jacob og et par af vennerne en kolonihave og den nyder de meget at opholde sig i. Foto: Bo Maimburg

- Jeg har en vennegruppe, det er drenge, jeg ikke går i skole med mere, men det er venner, jeg har kendt, siden jeg var lille. Vi købte en kolonihave, da Danmark lukkede ned. Vi har fået et samlingssted, som vi alle nyder at være en del af. Vi hygger os sammen, renoverer huset, graver have ligesom andre der har en kolonihave, og så har vi lavet øl-coolere. Jeg gad ikke at flytte hjemmefra for min mor smører stadig min madpakke, men jeg har fået et fristed, hvor jeg kan slappe af. Vi har kaldt stedet for ”Kolo9en”, og vi har fået vores helt eget fællesskab. Jeg er stor fan af vores kolonihave, siger Jacob.

Annonce

Var ikke bekymret

Jacob understreger, at det har været en speciel oplevelse at være gymnasieelev i det nedlukkede Danmark

- Den virtuelle undervisning har fungeret perfekt, men det har været specielt at miste samværet med vennerne fra klassen. Jeg har ikke været så bekymret for, at vi ville miste noget, men jeg er er urealistisk optimistisk, så jeg var sikker på, at alt ville løse sig.

Jacob Hagedorn

Jakob Hagedorn er 20 år, formand for Heimdal og bliver formelt student i denne uge. Han dyrker jujutsu og så cykler han landevejscykling. Han har lige fået arbejde på friskolen i Bramming.

Annonce

De seks korte ?

Giv mig tre ord der beskriver dig selv?

- Udadvendt, parat og optimistisk.

Hvad skal du lave, når du har overstået studenterfesterne?

- Jeg skal holde et sabbatår, hvor jeg skal arbejde og slappe af.

Og hvad er fremtidsdrømmene?

- Jeg har læst samfundsfag og engelsk, så jeg tænker, at jeg vil læse statskundskab eller måske landinspektør

Hvad er du god til?

- Jeg er god til at bringe folk sammen og skabe godt samarbejde.

Og hvad er din last?

-Jeg er for renlig. Det er så slemt, at jeg ligger mit tøj sammen, når det skal til vask.

Hvis vi to skal bruge resten af eftermiddagen sammen hvad skal vi så lave?

-VI skal drikke godt kaffe, for det går jeg meget op i, og så skal vi hygge os i min kolonihave. Vi skal også høre noget godt musik.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce