Annonce
Ugeavisen Ribe

Jakob fra Ribe er en praktisk ildsjæl, der altid går forrest

Jakob har fået Andelskasseprisen som en hæder for sit store frivillige arbejde. Foto: Bo Maimburg
Jakob Tranbjerg Jensen er ham, der går forrest, når der skal gøres en frivillig indsats, og det nyder hans band, RIAMUF og vennerne godt af. Senest er han blevet hædret for sin indsats af Andelskassen.

Ribe: Siger man RIAMUF, siger man ofte også Jakob Tranbjerg Jensen, og hans navn er også et af de første, der kommer op sammen med bandet Aphyxion.

Han er blot 26 år, men han har været med i både band og RIAMUF igennem ikke færre end 15 år, og det vidner noget om hans engagement.

Det er også en af grundene til, at Jakob Tranbjerg Jensen for nylig modtog Andelskasseprisen, som en hæder for hans store indsats frivillige indsats for musikforeningen RIAMUF, og med hæderen fulgte 5.000 kroner.

Annonce

- Det betyder da rigtig meget at få en pris, og jeg er da glad for, at folk værdsætter det arbejde, jeg gør. Men det vigtigste er, at vi har det pissefedt i RIAMUF, og vi er alle gode til at medvirke til, at vi skaber noget i foreningen, siger Jakob Tranbjerg Jensen.

Hans eget band, Aphyxion, og RIAMUF er jo nærmest vokset sammen, da medlemmerne af bandet alle også er aktive i bestyrelsen.


Vi spillede, inden verden lukkede ned, en koncert i Munchen, hvor der var 1.000 mennesker der kendte vores plade, og det er da vild fedt. Det er lidt underligt, at vi nogle steder nærmest har stjernestatus, og det giver glæde og blod på tanden.

Jakob Tranbjerg Jensen


- Vi har jo været en del af foreningen, siden vi startede bandet, og når vi er her, fikser vi noget der kommer os tilgode, men det kommer jo også RIAMUF tilgode, så det hele passer jo sammen.

Jakob er kendt for at være den praktiske type, der altid går forrest, og den rolle har han det rigtig godt med.

- Jeg er ikke en bognørd, og det er ikke mig der skriver ansøgninger, men jeg har styr på det praktiske arbejde, og jeg er god til at få tingene til at ske. Jeg er også god til at lave alt det, som de andre måske ikke gider, siger han.

Roder med alt muligt

Men det er ikke kun RIAMUF og Aphyxion, der har glæde af hans evner og hans arbejdsomhed.

- Jeg roder med alt mulig mærkeligt, når jeg har fri. Jeg roder med en gammel knallert, vores hus, og jeg hjælper også gerne vennerne med deres huse, hvis de har brug for det. Jeg er altid i gang med et eller andet, men jeg bruger til gengæld ikke tid på at læse bøger, og jeg ser aldrig film. Jeg tror højest, at jeg han set 20 film igennem de sidste 10 år, og det siger mig bare ikke noget.

Han har også en knallertklub sammen med nogle af vennerne fra RIMUF, og her er han også primus motor i at renovere lokaler og bygge vildmarksbad.

Jakob Tranbjerg Jensen

Jacob Tranbjerg Jensen er 26 år, og han bor sammen med Signe i et byhus i Grønnegade.

Han er uddannet elektriker og arbejder hos Nordlys. Han har igennem 15 år været trommeslager i Aphyxion med hvem, han har udgivet tre albums og to ep’er.

- Jeg har ikke noget imod at gå forrest, når der skal ydes en indsats. Dem der ikke er så praktiske kan jo bare holde ved eller slæbe.

Annonce

Alle har en rolle

En af styrkerne i Aphyxion er, at de bandets medlemmer har rigtig gode musikalske evner ligesom, de er originale. Men det er også en kvalitet, at der er en klar rollefordeling i bandet.

Den lokale ildsjæl går aldrig af vejen for at gøre en indsats til glæde for foreningen, og udstyret i RIAMUF bliver holdt ved lige. Foto: Bo Maimburg

- I Aphyxion gør vi det, vi er bedst til, og det har vi gjort, siden vi startede bandet. Michael er god til at skrive, og han laver blandt andet ansøgninger, Jonas tager sig af alt, der har noget med studiet at gøre, og jeg er også her den praktiske. Når vi skal ud at spille, spørger Michael ikke, om jeg husker at pakke mikrofon, men han ved, at jeg har styr på det. Vi ved, hvem der er bedst til hvad, og vi har alle respekt for hinanden, og det betyder rigtig meget. Det er en stor del af årsagen til vores bands succes, og det er nok også det samme, der er årsagen til at RIAMUF fungerer så godt, siger Jakob.

Annonce

Underligt med stjernestatus

Jakob bliver begejstret, når han møder folk, der er vilde med Aphyxions musik. Bandet har  en webshop, og det glæder ham altid, når han skal sende musik ud i verden. Han sendte i sidste uge pakker til England, Australien og USA.

Jakob i sin vante rolle bag trommerne med bandet Aphyxion. Privatfoto

- Vi spillede, inden verden lukkede ned, en koncert i Munchen, hvor der var 1.000 mennesker der kendte vores plade, og det er da vild fedt. Det er lidt underligt, at vi nogle steder nærmest har stjernestatus, og det giver glæde og blod på tanden, og det glemmer jeg aldrig. Jeg glemmer heller aldrig, at vi spillede support for Metallica, og velbesøgte koncerter og gode anmeldelser er bare noget af det, der skaber glæde. Jeg er sikker på, at vi får travlt med koncerter, når det hele bliver normalt igen.

- Jeg spiller musik, fordi det er sjovt, og jeg er med i Aphyxion, fordi vi kan noget sammen, og vi er alle gode venner. Vi har det sjovt, og det er jo det væsentligste, siger Jakob Tranbjerg Jensen

Annonce

De skarpe svar

Giv mig tre ord der beskriver dig selv?

- Perfektionist, ansvarsbevidst og spontan.

Hvorfor blev du musiker og trommeslager?

- Mine venner, Jais og Bertil, spillede musik, og så kom jeg bare med og spillede. Jeg startede med at spille guitar, men jeg fandt ret hurtig ud af, at jeg var og er bedre til at spille trommer.

Hvad er din største drøm?
- Musikmæssigt er det meste næsten opfyldt, men jeg drømmer stadig om at komme ud og turnere mere i udlandet.

Hvad ville du gøre hvis du vandt 10 millioner i lotto?

- Jeg ville nok bruge en masse penge på nogle øvelokaler med et fedt studie til.

Hvad er du god til?

- Jeg er god til huske. Jeg kan alle min venners telefonnumre, og jeg kan også deres fødselsdage.

Hvad er din største last?

- Jeg ved det ikke. Spørg min kæreste hun har sikkert noget.

Hvad kan du bedst lide ved at bo i Ribe?

- Det er en mega hyggelig by, og byen har meget at byde på i forhold til byens størrelse. Vi er mange, der kender hinanden, og vi bruger og hjælper hinanden på kryds og tværs.

Hvis vi to skal bruge resten af eftermiddagen sammen, hvad skal vi så lave?

- Vi skal ind til pølsevognen i Saltgade, og så skal vi til fredagsbar i vores knallertklub, og det kan sagtens udvikle sig, for jeg ved, at du kender de fleste. Vi skal samtidig bruge tiden på at snakke musik og RIAMUF gennem tiderne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce