Annonce
Ugeavisen Ribe

Københavneren blev tandlæge i Ribe og faldt til

Den lokale tandlæge, Lone Pedersen, er gået på efterløn efter flere end 30 år som tandlæge i Ribe. Foto: Bo Maimburg
Lone Pedersen er gået på efterløn efter flere end 30 år som tandlæge i Ribe.
Annonce

Ribe: Årsskiftet til 2021 markerer et skifte for tandlæge Lone Pedersen. Her er hun nemlig gået på efterløn efter rigtig mange år som tandlæge i Ribe. Hun har de sidste 10 år været ansat hos Jan Kissow, og det var lidt af en tilfældighed, der gjorde at hun og familien endte i Ribe.

- Jeg fik arbejde i Skærbæk, efter at jeg var blevet færdiguddannet, men jeg synes, at byen var for lille, og efter et kort visit til Ribe fandt vi ud af, at vi passede ind her. Min mand Finn havde lige købt en båd, og derfor var Ribe også oplagt. Vi oplevede hurtigt, at der var masser af søde mennesker i Ribe, og det er nok årsagen til, at det har været let at falde til, siger Lone Pedersen.

- Da jeg arbejdede i Skærbæk, oplevede jeg en sproglig udfordring, men det var slet ikke et problem i Ribe. Man var i Ribe vant til, at der kom nye mennesker på grund af seminariet, og det gjorde det let for os. Men jeg kunne dog godt mærke, at det ikke passede, hvis jeg sagde mojn i Ribe, for byen har jo aldrig været eller opfattet sig som sønderjysk, siger hun.

Annonce

Vil savne patienterne

Efter et par år med arbejde i Skærbæk fik hun mulighed for at overtage Kragh-Møllers klinik i bygningen, der dengang husede biografen.

- Jeg startede med halv tid i Skærbæk og halv tid i Ribe. Men det viste sig hurtigt, at der var nok at lave i Ribe til en fuldtidsstilling, fortæller Lone Pedersen.


Jeg er glad for, at jeg solgte klinikken for ti år siden, for det er helt sikkert det bedste jeg har gjort. Jeg fik flere kollegaer, og jeg blev en del af en rigtig god klinik, og jeg er sikker på, at jeg kommer til at savne patienterne

Lone Pedersen


- Jeg har patienter, som jeg har haft siden jeg startede i Ribe. Jeg har fået så mange søde henvendelser, efter at jeg meldte ud, at jeg stopper, og det har været helt vildt overvældende. Min klinikassistent og jeg har også arbejdet sammen i alle årene, og det har været rigtig rart. Jeg er glad for, at jeg solgte klinikken for ti år siden, for det er helt sikkert det bedste jeg har gjort. Jeg fik flere kollegaer, og jeg blev en del af en rigtig god klinik, og jeg er sikker på, at jeg kommer til at savne patienterne, siger hun.

Annonce

Bliver i Ribe

Selvom arbejdslivet nu er slut, så er der ingen planer om at vende tilbage til de københavnske rødder.

- Vi har fået et godt liv i Ribe, og jeg har rigtig mange gode kontakter i byen. Vi har mange venner og kontakter i Ribe som jeg skal bruge lidt mere tid på, så tiden skal nok blive fyldt ud, siger Lone Pedersen og fortsætter:

- Desuden er jeg meget aktiv i min fritid med paddleboard og løb, og jeg regner også med, at jeg skal til at svømme om morgenen. Jeg har løbet en enkelt marathon, men jeg er sikker på, at jeg skal løbe flere, nu hvor jeg får lidt mere tid.

Kort om Lone Pedersen

Lone Pedersen er 64 år, og hun er nu gået på efterløn fra arbejdet som tandlæge hos Tandlægerne Kissox & Skalhøj.

Hun er født og opvokset i hovedstadsområdet, men hun flyttede til Ribe, da hun fik job som tandlæge i Skærbæk. Hun drev sin egen klinik, indtil hun for 10 år siden solgte sin praksis til Jan Kissow, hvor hun siden har været ansat.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce