Annonce
Ugeavisen Ribe

Kammerslusen har fået en stjernekok i køkkenet

Ragnar Òmarsson vil gøre Restaurant Kammerslusen til et af de bedste spisesteder i Danmark. Foto: Annett Bruhn
Ragnar Òmarsson, der stammer fra Island, er ny kok på Restaurant Kammerslusen. Han kommer med talent, lam, skaldyrssuppe og stor respekt for sit fag og for de traditioner, der kendetegner restauranten ved slusen.
Annonce

Ribe: Kvaliteten af maden på Restaurant Kammerslusen har potentielt fået et kæmpe nøk opad. Manden, der nu hovedsageligt står for maden, hedder nemlig Ragnar Ómarsson, og han har været kaptajn og træner på det islandske kokkelandshold, været årets kok på Island to gange og har slået stjernekokken Rasmus Kofoed ved en enkelt lejlighed. Den skalp hænger på ærespladsen. Aller øverst.

Ragnar - som går under kælenavnet Raggi - stammer fra Island, og på trods af sit højst imponerende CV, er "Raggi" beskedenheden selv. Han har valgt at flytte til Danmark, fordi han nærer stor veneration for det danske køkken og er gået ombord i køkkenet på Restaurant Kammerslusen med stor energi og ydmyghed.


Nu er mit mål, at Restaurant Kammerslusen bliver et af de bedste spisesteder i Danmark

Ragnar Ómarsson


Annonce

På visit hos Gordon Ramsay

Raggi har rullet knivtasken ud på adskillige restauranter verden over og har også haft fornøjelsen af Gordon Ramsays bekendtskab.

- Han er en flink fyr, men han er skide ligeglad med dig. Der er ufatteligt mange kokke, der kommer og arbejder gratis for ham for at få oplevelsen, fortæller Raggi, der også ville have flueben ved Gordon Ramsay.

- Man arbejdede røven ud af bukserne fra seks om morgenen til klokken to om natten. Hver dag. Det var en fed oplevelse, siger Raggi, der uden tøven påstår, at verdens bedste mad bliver lavet i Danmark.

- Nu er mit mål, at Restaurant Kammerslusen bliver et af de bedste spisesteder i Danmark,  fastslår islændingen hvis signaturretter er skaldyrssuppe og lam, som for længst er kommet på menuen på Restaurant Kammerslusen.

Annonce

Respekt for traditioner

- Når jeg er startet et sted,  har jeg altid haft gang i de store armbevægelser, men her har jeg skruet lidt ned for blusset, fortæller stjernekokken, der har lavet nogle små personlige ændringer ved klassikerne Bakskuld og Stjerneskud, men som er ydmyg overfor traditionen.

Ragnar Òmarsson har tatoveret respekt skrevet med runer på sin højre ringfinger. Respekt for køkkenet. Foto: Annet Bruhn

I køkkenet på Restaurant Kammerslusen er det Raggi, der sætter tonen. Og han forsøger at lære de unge kokke, at det, der sker i køkkenet, skal være baseret på ambition og passion, og at  alt, hvad der forlader køkkenet, skal være smukt og smage godt.

- Jeg fortæller dem, at vi ikke kun er her for at arbejde. Vi laver mad. Og det skal gøres med respekt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce