Ribe: Hvis man besøgte Ribe Camping i 2020 og gør det igen i år, er der rigtig meget, som ser anderledes ud.
Op mod sæsonstarten i den kommende weekend er en ny hovedbygning med reception, butik og café samt en ny servicebygning. Med en kombineret sort og træfarveret facade adskiller det sig en hel del fra de øvrige bygninger, ligesom bygningen er rykket omtrent 10 meter længere ud mod Farupvej.
- Det er blevet super godt, og man må jo sige, at det har fået et hak opad. Bygningerne var nedslidte, og vi ville gerne have, at udseendet matchede stilen andre steder i Ribe. Især servicebygningen giver gæsterne en bedre oplevelse, og når de får det, så kommer de ofte igen, fortæller den ene af de to ejere, Anne Schested Hansen.
Hun understreger, at det seneste års coronapandemien faktisk har givet dem plads og mulighed til at lave denne investering i pladsen.
Nye receptions- og servicebygninger
Den nye hovedbygning rummer både reception, kiosk, lager og café. Uden caféen er den 220 kvadratmeter i stueetagen og er dermed omtrent dobbelt så stor som den forrige receptionsbygning. Ovenpå skal familien selv flytte ind.
Den nye servicebygning har som noget nyt fået et opholdsrum til gæsterne, mens køkkenet er helt nyt. Yderligere er der kommet en række nye toilet- og baderum, hvor man blandt andet har sørget for at få campingpladsens logo sat ind i afløbsristen.
Til sidst er ti eksisterende sæsonpladser omdannet til komfortpladser med direkte vandforsyning og -tryk. Det er nemlig noget, som mange gæster efterspørger.
CM Byg beliggende i Gredstedbro har været totalentreprenør på byggeriet.
- Det var en del af vores oprindelige fem års plan, da vi købte pladsen, at der skulle komme en ny hovedbygning, og vi er glade for, at det nu er blevet fuldført, siger hun.
Gæster vender tilbage
Hun og ægtefællen Jonas Grønbech Sørensen har en god mavefornemmelse forud for sommer nummer to under coronapandemien.
- Vi har det seneste år lært at være omstillingsparate, men det tegner lovende i år. Vi er næsten fuldt bookede til sommer, og vi kan se, at der er mange fra Sjælland, som var her sidste år og vender tilbage eller er nye på pladsen. Derfor håber vi på, at vi kan få noget vejr, der giver gæsterne mulighed for at få gode oplevelser i området, siger Anne Schested Hansen, som både kan glæde sig over en fuldt booket påskeuge og en vinterperiode, som aldrig er set bedre.
- Det gør så, at vi formentlig får endnu en sæson med primært danske gæster, men det jo glædeligt, at mange har lyst til at komme til Ribe for at holde ferie, siger hun.
Anne Schested HansenVi er næsten fuldt bookede til sommer, og vi kan se, at der er mange fra Sjælland, som var her sidste år og vender tilbage eller er nye på pladsen.