Annonce
Ugeavisen Ribe

Klar til start: Talende skygger færdiggør Grænsestien

Tidligt torsdag morgen satte Arvid Holm Madsen og Torben Hjortborg Nielsen en af de sidste, talende skygger op på grænseruten, der med et tryk på en pedal fortæller historier fra livet omkring datidens grænse. De fem silhouetter i jern står på Ravningvej, på Obbekjærvej, ved Toftlundvej, ved digehytten i Vester Vedsted og på hovedvejen gennem Egebæk-Hviding, og dermed er ruten officielt klar til brug fra 21. juni. Foto: Jacob Schultz.
Placeringen af fem særlige, talende skygger på den 40 kilometer lange grænsesti mellem Vester Vedsted og Villebøl markerer færdiggørelsen af vandreruten Grænsestien, der søndag 21. juni officielt kan tages i brug.
Annonce

Hviding: En tolder, en overløber, en soldat, et fruentimmer og en grænsegendarm.

Disse fem historiske personager fra tiden, hvor den dansk-tyske grænse løb syd og øst om Ribe, bliver nu vakt til live i form af fem store jernfigurer, der placeres fem steder på den grænsesti, der søndag 21. juni officielt kan tages i brug som en vandrerute på hele 48 kilometer mellem Vester Vedsted og Villebøl.

Det var daværende formand for Esbjerg Kommunes Teknik & Byggeudvalg, Anders Kronborg(S), der helt tilbage i 2016 greb fat i og udviklede den gode idé om en vandrerute på Danmarks gamle grænse, som en arbejdsgruppe bestående af de lokale vandringsmænd Henrik Præstholm, Ove Øllegaard, Ole Lindholdt og Andreas Andreasen havde sat i værk som et bud på et projekt til genforeningsjubilæet.

Han kaldte deres store forarbejde for en mandfolkeindsats, og 21. juni kan de fire herrer se deres store arbejde kulminere, når Grænsestien officielt går i luften.

Annonce

Lokale historier

De talende skygger vil blandt andet stå ved digehytten, på Obbekærvej og ved Ravning, og de fungerer på den måde, at man ved at træde på en pedal pumper elektricitet ind i skyggen, og derved fortæller en skøn, syddansk accent lokale historier fra grænseområdet, fortalt af den person, jernfiguren forestiller.

- Vi kan se, at folk allerede er begyndt at benytte grænsestien, og kommunen bliver kontaktet af folk, der vil ud at gå på stien. For os viser det, at interessen for at prøve stien helt klart er til stede, og det er vi glade for, siger skovarbejder ved Esbjerg Kommune, Arvid Holm Madsen og forklarer, at der er afsat penge til vedligehold, så stien ikke forfalder.

Fra 33 til 48 kilometer

Den længde, der tidligere har været meldt ud om Grænsestien, har været omkring 33 kilometer. Så lang var selve grænsen, men nu hvor vandrestien er færdig, er den 48 kilometer lang på grund af zigzag og ud og ind på ruten.

En egentlig officiel indvielse med taler og røde bånd er endnu ikke fastlagt.

Han har sammen med kollegaen Torben Hjortborg Nielsen sat de fem skygger op i løbet af ugen, ligesom de har slået græsset over hele stiforløbet og gjort klart til søndagens premiere.

I Hviding står den talende skygge ved hovedvejen ud for byens asylcenter lige der, hvor man vestfra kommer fra Enderupvej og fortsætter nordover mod Bjørnkærvej, og hvor der står en tysk vejsten med den utydelige inskription "Kaiserliches preussisches nivellement."

Annonce

Hjemmeside i luften

Det er et lokalt smedefirma, der har lavet de fem jernfigurer, og der har været en del anlægsarbejde forbundet med Grænsestien. Der er opført tre store gendarmhuse med infotavler på hver 60 ton og 30 markeringspæle i hvid beton, der alle rager 3,5 meter op i luften. Så er der bygget broer, opført shelters, informationstavle og stolper til rutevisning og der er ryddet stier og gjort klar til 21. juni.

Foldere og hjemmeside med kort over ruten er klar, og landskabsarkitekt Steen Gelsing fra Esbjerg Kommune ser frem til, at stien åbner for gæster, og fordi stien endnu ikke har været benyttet, må folk gerne kontakte kommunen, hvor noget mangler eller er forkert.

- Allerede fredag 19. juni bliver hjemmesiden grænsesti.dk tilgængelig, hvor der også er samlet en lang række spændende historier og er samlet mange interessante om rutens forløb, siger Steen Gelsing.

Disse stander møder vandrere, hvis de vil have lyd ud af de talende skygger. Foto: Jacob Schultz
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce