Annonce
Ugeavisen Ribe

KLUMME: Bladenes dødsdans

Therese Solten, 44 år, sognepræst
Annonce

Ved månedsskiftet mellem oktober og november er det allehelgen. Det er samtidig den tid på året, hvor vi lever med tvungen opmærksomhed på dagenes og livets afkortning; Løvet blusser op i gyldne farver, blade løsnes ét for ét fra deres fæste og hvirvler gennem luften for at formulde i jorden, og træerne står tilbage med nøgne kroner som mørke silhuetter. De nedfaldne æbler, den nøgne mark. Alt sammen taler det deres tydelige sprog. ”At betragte bladenes dødsdans er også at øve sig på trinene i sin egen død”, skriver Rasmus Nikolajsen i efterårsdigtet Hvad skal vi med al den skønhed?

I den forgangne weekend stillede vi ikke bare urene, men også sindet og kroppen om til vintertid. Og nu lever vi endnu en gang i oplevelsen af, hvordan mørket langsomt æder sig ind på døgnet og efterlader sparsomme lyse timer. Huden føles på de kolde dage som et skrøbeligt hylster om kroppen. Uret går, men tiden går i stå, når vi sidder i den tomme stue og falder hen i minder om dage, der gik og mennesker, vi elskede og mistede.

-

Ved allehelgen holder vi mindegudstjenester for vore døde i kirken. Det er efterhånden blevet en veletableret tradition i den danske folkekirke. Egentlig er denne praksis en sammensmeltning af to katolske helligdage, nemlig allehelgens dag, hvor man ærer helgener, altså fromme mænd og kvinder, mens den anden helligdag er "alle sjæles dag", hvor man mindedes og bad for sine døde slægtninge, folk, som hverken havde levet eller døet som helgener. Man bad for dem denne dag for deres frelse og i håb om at mindske deres tid i den lutrende skærsild.

Nå vi samles i kirken til allehelgensgudstjeneste, er det for at mindes alt det, vore afdøde betød for os. Vi tænder lys, vi græder over det, vi mistede, og over det, vi aldrig fik. Over gåderne, de tog med sig i graven, over det, de gav, mens de var i live. Dødens regnskab kan aldrig gøres op. Så meget vi fik, så meget vi mistede, så meget vi skal leve med, der aldrig blev forløst.

-

For hver af vore kære, vi lægger i graven, har vi brug for noget, der holder os fast og holder mindet i levende erindring. Digteren Søren Ulrik Thomsen beskriver det sådan her:

Hvert år på den dato

der tilfældigvis blev din fødselsdag

tager vi toget til Århus

for at besøge din grav

som nu engang er det sted her i verden

hvor du ikke er.

På turen op gennem byen køber vi blomster

og taler som på enhver anden dag

indtil vi står foran stenen.

Og på vej tilbage regner det altid.

Eftersom intet af dette giver mening

og alligevel finder sted

må det være af største betydning.

-

At gå på kirkegården og lægge blomster og tænde lys, giver umiddelbart ikke mening. For sådan som vi kendte vor kære i levende live, møder vi dem jo ikke ved graven. Alligevel er det af allerstørste betydning at gå derhen. For den handling er med til at holde den, vi har mistet, levende i erindringen, at fastholde deres betydning for os. Der er noget rituelt ved den daglige, den ugentlige eller den årlige gang til graven. Ikke bare ved allehelgen, men hver dag er erindringen aldeles afgørende. For vist er de døde virkelig døde. Borte. Gået ud af vores liv.

Men de kan dog aldrig skrives ud af sproget, ud af hjerterne eller ud af vores livs landskab. Alt, hvad de plantede i os, prægede os med på godt og ondt, forbliver i os. Det bæres med i familien i kommende generationer. For, som vi synger til begravelse og til jul, skal ”slægt følge slægters gang”. Og for den, der lever videre, er der derfor endnu skridt at gå: Til graven. Til kirke. Rundt i de tomme stuer, rundt om træet til jul med savnet af netop hans eller hendes hånd at holde i. Skridt at gå til købmanden, i hverdagen. Hver dag. Mens bladende falder og mørket lukker årets gyldne ring. Indtil lyset vender tilbage og de små erantis stikker deres gule hoveder op af jorden, hvor bladene faldt.

-

Sorgen forsvinder ikke, den kan ikke tages fra os. Der er ikke en dennesidig trøst. Sorg kan ikke trøstes væk. Men den kan med tiden få følgeskab af noget andet, noget mere: Glæde. Håb. Fred med det uforløste, det der ikke blev, som vi ønskede. Taknemmelighed for det, der trods alt blev og var imellem os. Og som gjorde os til dem, vi blev.

Og måske kan vi, ligesom forfatteren af det smukke efterårsdigt ved synet af løvet, der løsnes fra træet og hvirvler mod jorden, gribes af den forløsende tanke; ”måske er det kun tilsyneladende, at de faldende blade søger mod ensomheden, måske søger de et andet fællesskab”.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce