Annonce
Ugeavisen Ribe

KLUMME: Dem vi bærer med os

Piamaja Dalsgård, selvstændig, 47 år

I 12 år, næsten uafbrudt, har jeg haft min daglige gang i verdens bedste daginstitution. Men nu synger det på sidste vers, fordi mine tvillingepiger skal starte i skole. Selvom det kunne være fristende, så kommer der ikke flere børn fra mig, og dermed er min daglige gang i Kaskelotten slut. Det er en æra der slutter for min lille familie, men også en ny der starter i skolen. Og det glæder vi os, naturligvis til og over. For i skolen er der også værdifulde voksne med den helt rigtige indstilling. I Kaskelotten har min familie og jeg mødt fantastiske voksne - vi har mødt forståelse fra alt personale, og både mine børn og jeg har værdifulde minder og venner for livet.

De mennesker, vi bærer med os hele livet, er ikke nødvendigvis dem, vi er blodsbeslægtede med, men de mennesker som viser interesse, er nysgerrige og som ”ser” os for de mennesker, vi er, og ikke hvad vi gør. Det er de mennesker, der har fornemmelse for os og tillægger os værdi. De mennesker, møder vi sommetider andre steder end i vores familie. Og vi bærer dem med os, hele vores liv. Personalet i Kaskelotten har formået at være den slags mennesker overfor alle mine børn og mig, og derfor bærer vi dem med os resten af vores liv.

-

Som barn er det vigtigt at have den slags mennesker omkring sig. Især i de år hvor vores opfattelse af os selv dannes - fordi det er den sandhed, de har om os, og på daglig basis viser os, vi senere i livet har med som den gode, den trygge og den rigtige sandhed, når livet bliver svært.

Vi ved det alle sammen. Som voksne har vi også brug for at have et menneske, vi trygt kan sende vores tanker til eller et trygt minde, vi kan tænke på. Og det er ikke altid, at det er vores forældre. Det kan lige så godt være et menneske, vi har mødt på vores vej, som vi binder så trygt og godt et bånd til, at vi for evigt vil føle os forbundne.

Et menneske kan betyde forskellen på, om vi føler os set, hørt og anerkendt, også selvom det er mange år siden - og om personen er levende eller død betyder ikke det store, bare vi har oplevet det og ved det eksisterer, altså det der med at blive ”set” for den vi er, og ikke det vi gør.

-

Den anden dag sad jeg med et meget værdifuldt menneske og talte om mønstre i livet, det der sker imellem lagene. Alt det usagte og alt det der ties ihjel og om behovet for at være en værdifuld voksen med interesse og nysgerrighed. Ikke kun for vores egne børn, men også for de børn, som vi sommetider møder professionelt


Som voksne har vi også brug for at have et menneske, vi trygt kan sende vores tanker til eller et trygt minde, vi kan tænke på. Og det er ikke altid, at det er vores forældre. Det kan lige så godt være et menneske, vi har mødt på vores vej, som vi binder så trygt og godt et bånd til, at vi for evigt vil føle os forbundne.

Fra klummen


”Jeg tror ikke på Gud” sagde hun, ”men jeg taler sommetider med min far, og selvom han er død, så får jeg altid de rigtige svar”. Og så talte vi videre om, hvem der ellers havde været betydningsfulde voksne i vores barndom.

Da jeg gik derfra, tænkte jeg på hendes bemærkning og på, hvor heldig hun er i at kunne tale med hendes far - og få svar. Og at hun var heldig, at der havde været voksne omkring hende, der havde mødt hende på samme måde, som jeg også blev mødt af nogle af de voksne, der var omkring mig, da jeg var barn. Nemlig med evnen til at ”se os som dem vi er” og fornemme vores inderste. Og selvom det er efterhånden mange år siden, så bærer jeg for evigt min gamle børnehaveklasselærers smil, hans stemme og hans glæde over at se mig med mig som noget af det mest værdifulde i mit liv.

-

Selvom jeg tror på Gud, så tror jeg også på nu desværre afdøde, Markus Jessen, som var min børnehaveklasselærer. Min desværre også afdøde bedstemor, Maja Philipp, som havde kærlighed, fedtemadder og pandekager ad libitum. For de så mig, og de har altid svar, uanset hvad jeg spørger om. Og jeg håber at mine børn møder lige så værdifulde voksne, som de kan hente svar og trygge minder ved i skolen. Jeg ved i hvert fald, at de voksne i børnehaven har gjort, hvad de kunne.

Tak for det og tak for, at I har været der for os - vi vil nu tage vores gode minder med os som trygge øjeblikke og bevæge os videre i livet.

I er guld værd.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce