Annonce
Ugeavisen Ribe

Klumme: Den fjerde statsmagt

Ole Bladt-Hansen, klummeskribent Ribe. 57 år og kommunaldirektør
Hvis man skal komme igennem med sin kommunikation er man nødt til at have professionelle mediefolk til at hjælpe sig. Men hvad sker der egentlig, når vi både har professionelle til at hjælpe med at afsende det rigtige budskab og til at hjælpe med at tolke meningen? Verden er ikke helt så ligetil, hvis man vil høres og forstås.
Annonce

Jeg erkender, at overskriften lyder lidt vel dramatisk i forhold til en klumme i en mindre provinsbys ugeavis. Det lyder nok også lidt mere dramatisk, end det i virkeligheden er, men sådan er det jo med kommunikation.

-

Vi bruger kommunikationen til at få vores budskaber igennem i et mediebillede, der konstant vælter nyheder, budskaber, synsninger, annoncer og meget andet ind over os, og hvor det ikke altid er lige let at komme til orde. Ikke underligt at brugen af kommunikationsfolk og spindoktorer er steget eksplosivt i de sidste mange år. Hvis man vil høres, er det nødvendigt.  Hvis regering, Folketing og domstole overhovedet skal bryde gennem lydmuren, er det nødvendigt at have professionelle kommunikationsfolk til hjælp. Det er et håndværk, som man skal have stor respekt for.

Men kommunikation har trods alt sine begrænsninger. Det er kun en bestemt version af virkeligheden nemlig fortællerens. Husk blot på din sidste tur i supermarkedet og det lille uskyldige trick, som butikkerne benytter sig af. Hvor mange steder stod der ikke, hvor meget du sparede på en vare? I virkeligheden er det fuldstændig uinteressant. Det vigtige må være, hvad du skal af med, og om produktet lever op til den kvalitet, man må forvente af en vare i den prisklasse og – måske - om du kan få varen billigere et andet sted.

-

Kommunikation rimer på manipulation, som vi ofte forbinder med noget negativt, men det er jo os selv som individer, der skal huske at være kritiske overfor den kommunikation, vi bliver mødt med overalt – og det går kun én vej. Enhver kommunikatør har en interesse i at fremstille en historie på en ganske bestemt måde.


Når medierne kaldes den fjerde statsmagt, er det jo fordi, det er vigtigt, at vi som borgere har en kritisk presse.

Fra klummen


Og så tilbage til overskriften, og uden at blive alt for nostalgisk, skal jeg også inddrage lidt fra mine helt unge dage, da jeg begyndte at interessere mig for politik. Politiske drøftelser var noget, der foregik i forsamlingshuset eller på det 20 tommers sort hvid TV, der var til rådighed hjemmet. Jeg kan huske, når der havde været valg og den obligatoriske partilederrunde – som vi også kender i dag – skulle til at løbe af stablen. Så stod der nogle partiledere, der havde fået en lussing af vælgerne, med meget bedrøvelige øjne og gjorde rede for, at de ikke havde været gode nok til at fortælle vælgerne, hvad det var de ville med deres politik. De senere år, når jeg har set nøjagtigt det samme set-up i farver, på to forskellige kanaler og fra nogle andre partiledere med de samme alvorlige ansigtsudtryk, lyder det som oftest, at partiet ikke har været dygtige nok til at lytte til vælgerne.

Det er to forskellige tolkninger af den samme virkelighed, men også ret interessant, for det handler jo i bund og grund om, hvordan man opfatter opgaven. Så det naturlige spørgsmål er, har opgaven ændret sig, eller er vi bare blevet smartere til at kommunikere?

-

Når medierne kaldes den fjerde statsmagt, er det jo fordi, det er vigtigt, at vi som borgere har en kritisk presse, der kan udfordre magthaverne og bringe nogle nye perspektiver ind i diskussionen, men det behøver jo ikke at betyde, at den kritiske presse er det ”rigtige perspektiv”, hvis det overhovedet findes.

For et halvt års tid siden hørte jeg Folketingets formand undre sig over, at det er nødvendigt, at der skal journalister ind i nyhedsstudiet for at fortolke det, politikerne har sagt. Når jeg ser, læser eller hører nyhedsprogrammer, må jeg give ham ret. Det er utroligt, hvad der kan fortolkes på, og måske har den interviewede – til alles overraskelse – blot sagt sin mening, eller også er han eller hun rådgivet af andre mediefolk, og så har vi forklaringen på overskriften. Hvis de forskellige statsmagter i virkeligheden alle betjener sig af det samme perspektiv i kommunikationsrådgivningen, hvor er den ”rigtige” virkelighed så.

-

Nå, det kommer til at lyde som en større konspirationsteori. Det var ikke meningen, men jeg kom til at tænke på min egen skoletid, hvor det, jeg lærte om kildekritik, var fra min super spændende historielærer i gymnasiet, der gav et meget konkret eksempel. Han sagde, ”hvis du står i Rom og finder en mønt, hvorpå der står 50 år før Kristi fødsel, så skal du begynde at undre dig, og måske også spørge dig selv, om det nu kan være rigtigt”. Jeg tror, mine børn og deres efterkommere får brug for at lære en hel del mere om netop det emne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce