Annonce
Ugeavisen Ribe

KLUMME: En åben Bro

Henrik Bro Lund, rådgiver og selvstændig, 45 år.
Hvad er prisen for åbenhed? Og er vi villig til at betale prisen?

Ofte forbinder man åbenhed med noget godt og lukkethed med noget dårligt, men hvorfor er det egentlig sådan? Og kan man være FOR åben på kort sigt, som fører til mere lukkethed på lang sigt?

Vi kigger lige nærmere på et fiktivt eksempel: Jeg er til en stor fest (det glæder vi os alle til at kunne igen), og der kommer en åben person hen til mig og siger:

”Bro – det var dog noget umanerligt upassende tøj, du har på i dag. Jeg synes i øvrigt at du smiler lidt for meget, og nu har jeg har set dig lidt på afstand i et stykke tid og synes, du fra dén vinkel har taget en 4 til 13 ekstra overflødige kilo på primært nord for dine fødder, for idet du jo har sko på i dag, er det selvsagt ikke muligt for mig at se, om dine fødder også er opsvulmede”.

I de fleste tilfælde vil denne form for åbenhed føre til en akavet kunstpause umiddelbart efter. Og den vil nok i de fleste tilfælde resultere i en langsigtet lukkethed mellem Bro og betragteren. Hvis ikke da, at betragteren er én, man kender rigtig godt, og glimtet i øjet og kropssproget viser, at det blot var en kærlig ærlig notering – krydret med lidt tough love og humoristisk kant.

-

Åbenhed blandt mennesker tror jeg ofte starter ved os selv. Vi skal være parate til at give noget af os selv. Du er sej. Du er unik. Du er et helstøbt menneske. Uanset hvad. Smil er gratis og musik, sport, kultur, arbejdspladser og traditioner er døråbnere til en verden fuld af unikke sociale mennesker, der står ved hvem, de er hver især, men samtidig har tilpas med respekt for hinanden og for hinandens forskelligheder til at unde hinanden oplevet succes og bidrage til andres succes og ikke blot sin egen.


Åbenhed blandt mennesker tror jeg ofte starter ved os selv. Vi skal være parate til at give noget af os selv.

Fra klummen


-

Det var den sidste dag på rekrut-turen som værnepligtig ved Kamptropperne på Haderslev Kasserne. Hele vores deling var trætte og udmattede, da vi kom til den underjordiske gang. Den skulle vi igennem. Der var kun lige plads til at kravle i den mørke gang. På denne øvelse var vi på tid, og derfor så hoppede vi alle ned i ”hullet” på rad og række så hurtigt som muligt og begyndte at kravle. Det gik fint, da man kunne kravle, men pludselig stoppede forreste mand op. Vi andre var klemt inde i en mørk tæt gang under jorden og kunne hverken komme frem eller tilbage.

Selvom det er over tyve år siden, kan jeg stadig huske mine tanker, da det skete – huske hvordan der lugtede i tunnelen - det ubehagelige ved at være indelukket på så lille et areal, uden selv at kunne bestemme, hvornår jeg skulle ud. Jeg vidste jo ikke – og forstod jo ikke hvorfor manden foran mig stoppede med at kravle – og kammeraten bag ved mig blev også relativt hurtig træt af min r.. uden fremdrift.

Efter rekrutturen delte vi soldaterkammerater både de sjoveste og hårdeste situationer med hinanden, og da kammeraten i tunnellen sagde, at det hårdeste for ham, var da han fuldstændig panikkede og frøs i tunnelen af angst og blev revet op af en sergent (leder) inde fra tunnelen, kan jeg huske jeg undlod at fortælle om min værste oplevelse på turen: Tunneloplevelsen og den klaustrofobiske magtesløshed jeg følte. Jeg undlod at fortælle om den, da jeg ikke ønskede at min soldaterkammerat skulle få det værre, end han i forvejen havde over det nederlag (hans egne ord), da han ikke kom igennem tunnelen ved egen hjælp. Jeg fortalte det ikke, da jeg ikke ville risikere at han oveni det hele skulle komme til at føle ansvar for MIN værste oplevelse.

Jeg fortalte i stedet mine soldaterkammerater om den næstværste oplevelse. Jeg løj. Jeg var lukket. Jeg var ikke åben. Jeg gjorde det dog i den bedste mening...

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce