Annonce
Ugeavisen Ribe

Klumme: En Åben Bro (2) - mit syn på synet

Henrik Bro Lund, rådgiver og selvstændig, 45 år
Hvordan vi anskuer forskellige udfordringer i livet, handler om synet på det er positivt eller negativt.

Bro Bro Brille.

Kan du huske børnesangen og dansen?

”Fare fare krigsmand, døden skal du lide, den som kommer allersidst, skal i den sorte gryde”

Annonce

Ja, man må sige, at John Dillermands længde og praktiske formåen til at løse alle mulige og umulige situationer i børne-tv-serien blegner fuldstændig i et potentielt krænkelsesperspektiv, når man sammenligner med denne gode gamle konkurrencemindede og højspændte situation i Bro Bro Brille-sangen. Den munder jo til sidst ud i en barbarisk form for afstraffelse af det ´sidste´ barn, som indfanges og dernæst puttes i den sorte gryde, for til sidst, at ende som ufrivillig ingrediens i en kannibalsk gastronomisk fællesspise. For det er vel det man bruger gryder til…

Synet på alverdens ting forandrer sig over tid, og vi ser anderledes på tingene i dag, end vi gjorde i fortiden. Der bliver sat spørgsmålstegn ved uskyldige vendinger og sætninger, og vi kan sagtens diskutere det hele, hvis vi vil, men døm aldrig fortidens gerninger med nutidens briller. For vi lever livet forlæns og ikke baglæns, og vi mennesker og vores syn på os selv og hinanden er under konstant forandring, gennem livet, gennem tiden.

I denne anden del af min triologi-klumme-serie ”En åben Bro”, vil jeg skrive om mit syn på synet og hjælpemidler hertil…

Brillen og kontaktlinsen er velkendte, ligesom vi tyer til solbrillen, når vi ikke ønsker at solen skal blænde vores syn. Men synet svækkes for os alle i ny og næ med eller uden bygningsfejl, solstråler eller sågar øjne, for livet er ikke bare en dans på roser. Livet er nok nærmere en barfodet dans på roser, hvor vi storsmilende og glade nyder dansen, duften og synet af roserne i de positive øjeblikke, men også uundgåeligt vil komme til at opleve rosentornen penetrere huden under de nøgne fødder. Det efterfuldt af smerte, tårer og blod for til sidst ved dansens afslutning at se rosen visne og dø. Alle roser visner og dør. Det er helt naturligt.

I de svære perioder i livet, når rosentornen stikker igennem, så skal vi give os selv lov til at se uklart og være kede af det og ta´ den tid, vi skal bruge på at komme igennem det eller lære at leve med det, som er meget individuelt fra person til person. Men hjælp dig selv (for ingen andre kan) til ikke at falde i den afgrundsdybe selvynk og selvmedlidenhed, der aldrig har været til gavn eller glæde for nogen!


Livet er nok nærmere en barfodet dans på roser, hvor vi storsmilende og glade nyder dansen, duften og synet af roserne i de positive øjeblikke, men også uundgåeligt vil komme til at opleve rosentornen penetrere huden under de nøgne fødder.


For uanset hvad, du har været igennem og uanset, hvor uretfærdigt du end føler, det er, så er dette en del af den barfodede dans på roser, og du kan være helt sikker på at over femten tusinde andre mennesker, har oplevet noget værre end dig. Har du mistet en arm i en arbejdsulykke, så kan du være sikker på, at der er over 15.000 andre, der har mistet både en arm og et ben eller mere. Har du mistet din mand eller kone efter at have været gift i 20 år, så er der 15.000 andre mennesker, der aldrig nåede at møde den eneste ene i livet, eller aldrig nåede at tilbringe så megen tid med ham/hende, som du gjorde. Eller har du mistet din far i en al for tidlig alder, efter du selv er blevet voksen, så sæt pris på den tid, du havde med ham, da der er andre, der er vokset op helt uden deres far og aldrig fik fornøjelsen af at lære deres far at kende overhovedet.

Solbriller giver en mørk skygge til dit øje og kan give et midlertidigt skjul og hvile for dit sind, for en stund, men når du er parat til det, så fjern det mørke glas og ræk ud igen og mød solen, livet og roserne igen.

Som Sebastian sang: ”Du er ikke alene”. Du er aldrig alene.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce