Annonce
Ugeavisen Ribe

Klumme: Er tak et fattigt ord?

Therese Solten, 43 år, sognepræst i Vadehavspastoratet.
Vi siger tak rigtig mange gange i løbet af vores liv, men er det nu også så meningsfuldt hver gang?
Annonce

Klumme: Hver gang, jeg handler ind, udspiller sig ved kassen et lille ritual mellem mig og kasseassistenten:

”Vil du have bonnen med?”

”Ja, tak”

”Vil du have samlemærker?”

”Nej tak.”

”Så må du have en god dag.”

”Tak. Og i lige måde.”

”Tak.”

Og kasseassistenten når knap at trække vejr, før replikskiftet gentages med næste kunde. Det er rigtig meget tak på kort tid i en situation, der måske knap kan bære al den taknemmelighed.

Annonce

Et stærkt ord

Min barndomsveninde havde en onkel, der bragte tak-sigeriet helt derud, hvor det næsten blev latterligt, så vi opsamlede de mange taksigelser i en lille remse, som skulle opføres med tilhørende fjollet gestik: ”Åh jeg takker, åh jeg be’r, det er alt for meget, selv tak, mange tak, tak i lige måde”

Men da jeg blev voksen, lærte en god ven mig for alvor, hvor stærkt og betydningstungt det lille ord er. For det er i grunden bemærkelsesværdigt, hvordan man kan bruge mange ord til at pludre om det mest dagligdags og trivielle, mens, når det kommer til hjertets inderste anliggender, de stærkeste følelser, så kan de udtrykkes i ganske få ord: ”Jeg elsker dig”. ”Du er min ven”.

Sprogets mindste ord kan være dem, der betyder mest og skaber den største forandring i os: ”Pyt”. ”Tak” Taknemmelighed er måske den eneste følelse, der kan udtrykkes i ét ord? Det må altså være et tungt ladet ord. Samtidig er det et af sprogets almindeligste, og så brugt, at man kan tænke, om der ligger ægte tak bag hver gang, det siges.

Annonce

Taknemmlighedsfølelsen

Vi kender alle det pligtskyldige tak. Det, vi lærte som børn: ”Hvad siger man så?” – ”Husk at sige tak”. På en eller anden måde, har jeg altid vægret mig ved at udløse tak som automatreaktion hos mine egne børn. Og det er ikke fordi, jeg ikke synes, der er god grund til at lære sine børn at sige tak. Det er udtryk for almindelig høflighed og dannelse. Ligesom det rituelle replikskifte ved kassen i supermarkedet.

Men hvis taknemmelighed er en virkelig følelse, der fortjener sit eget navn, må den have at gøre med følelsen af at skylde en anden noget, at stå i gæld til – og børn står altså ikke i taknemmelighedsgæld til nabokonen, der har givet dem chokolade. Eller til forældrene, der har serveret aftensmad. Måske glemmer børn simpelthen at sige tak, fordi de ikke umiddelbart kan forbinde det lille ord med en tilsvarende følelse? Børn føler glæde over at få gaver og tilfredshed ved at få opfyldt deres (basale) behov, men taknemmelighed? Måske er taknemmelighed noget, der vokser frem i én, efterhånden som der kommer mere og mere mellem én og verden, mellem en selv og andre, af både godt og ondt?

Taknemmelighed føler man vel især over for mennesker, der har betydet noget afgørende for en, hjulpet en ud af en vanskelig situation, troet på én, hvor andre ikke gjorde, bragt én en særlig glæde.

Taknemmelighedsgæld kommer man derfor ikke ud af ved at gøre gengæld. Men ved at sige tak. Tak kan måske synes som et lille, enligt ord. Men det burde være nok.

For tak handler ikke om at blive lige, og komme ud af gælden, men om at anerkende, at der mellem mennesker kan findes et overskud. Og at pege på det overskud.

Annonce

Min verden bliver større

Vi lever i en tid, hvor alle – i hvert fald ifølge tv-reklamerne har ’ret til et fedt køkken’, man har lov at forkæle sig selv med dyr creme og makeup – ’because you’re worth it’ og flødebolleproducenten fortæller, at ’du må godt’ tage en til.

Hvis dét sådan hele vejen rundt bliver ens livsindstilling – at man fortjener det bedste og altid én til - så bliver der ikke langt til oplevelsen af, at utak er verdens løn.

På den anden side er noget af det værste, når man virkelig lægger sig i selen for at glæde andre eller lette dem for en byrde, at blive mødt med utaknemmelighed, hvad end den ytres som utilfredshed eller blot ligegyldighed.

Det lille ord tak kommunikerer: Det, du gør, gør mig og min verden større. Lidt bedre, end den var. Og det, jeg dermed får, er af en art, jeg ikke kunne have givet mig selv – som et fedt køkken, en rynkecreme eller endnu en flødebolle.

Fattig bliver man for alvor, når man ingen har at sige tak til. Tænk, hvis man i enhver henseende skulle sørge for sig selv. Og være sig selv nok.

Eller tænk, hvis du vågnede i morgen og kun havde det i dit liv, som du huskede at sige tak for i dag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce