Annonce
Ugeavisen Ribe

Klumme: Fra Florida til Ribe

Thomas Lomme 56 år og folkeskolelærer.
Der sker noget magisk, når fortiden pludselig dukker op som trold i en æske og forskrækker modtageren med et hav af gamle minder.

I starten af året modtog jeg en mail fra en af Ugeavisens journalister, som viderebragte en mail fra Florida, USA. Afsenderen var min gamle kollega Shana, som jeg sidst så, da vi drejede nøglen rundt og meldte teatervirksomheden konkurs omkring 1984-85), som vi begge havde arbejdet i. Shana havde fundet mig på internettet. I flere år havde hun forsøgt sig gennem de sociale medier, men forgæves da undertegnede holder sig langt væk fra Facebook, Instagram, hash(ind)tags og andre ting som kun fører til eskapisme. Men Ugeavisens artikler - og minde klummer - ligger på nettet, og der fandt hun mig.

Vi begyndte straks at maile sammen og fik lige udvekslet de overordnede passager i det liv, vi hver især har gennemlevet de sidste 35 år. Vi har endnu ikke ringet sammen, trods det at vi hurtigt fik udvekslet mobilnummer, men det lader sig vente, da vi åbenbart begge gemmer på denne spænding til det rette tidspunkt. Men så skete det magiske, da minderne langsom rejste sig og fik form med lidt hjælp fra hjernens kemiske strukturer og BANG! Så væltede historierne op.

-

Annonce

Første gang jeg mødte Shana var i Legoland, hvor hun var dukkefører i en dukketeaterforestilling, som kunne fornøje de spændte børn i den lille sal. Det handlede om en pølsemand, som skulle gøre sin pølsevogn klar. Men pølsemanden havde ikke forudset alle de problemer, han ville komme ud for, da der pludselig dukkede en sulten hund op. Jeg erindrer tydeligt det råbende publikum, som begejstredes af denne lille 20 minutters forestilling og som i dag er erstattet af 3D biograf, som kun ganske få børn kan genfortælle om, når de trætte vender hjem fra en tur i Legoland. Men jeg så forestillingen og kan huske den som et kært minde fra en svunden tid.

Efter mit første møde med Shana blev hun ansat i vort teater, og hun startede med at være med i en juleforestilling, som vi turnerede rundt med i julemåneden 1984. Det var en spændende opgave og et fedt arbejde, da vi mødte en masse mennesker og 1200 dejlige børn fra alle dele af landet.

-

Nu ligger det sådan, at synapsen i hjernen er rigtig god til at genfortælle et 35 årigt minde, hvis der på en eller anden måde, hænger et stærkt følelsesmæssigt perspektiv ved historien. Så naturligvis kan jeg ikke huske alt, men en ting fra denne turne glemmer jeg aldrig. Vi havde spillet en aftenforestilling på Sjælland et sted, og klokken var mange, da vi var færdige med at pakke ned. Næste stop var på Lolland Falster, hvor vi skulle spille på en skole klokken 9 næste morgen. Udover Shana og jeg, havde vi også en ny teatermedarbejder i truppen som hed Ida, så vi var tre trætte teaterfolk, der pløjede ned gennem Sydsjælland i en gammel blå nedvejet Mercedes med teatrets logo på siden og som ledte efter et vandrehjem klokken 22.30 i den mørke december aften. Vi ankom og fik os logeret ind på et lille fællesværelse med bad på gangen. Shana bemærkede, at der var Børge Mogensen møbler overalt, hvilket var en bemærkelses kontrast til de vandrehjem, hun kendte fra USA.

Kl.23.00 lå vi i vores køjer og skulle bare sove en velfortjent nattesøvn. Efter cirka et kvarter kunne vi høre nogle mennesker, der indkvarterede sig i værelset op til vores. Man kunne høre hvordan de tumlede lidt rundt derinde og så skete det, som bare ikke måtte ske. De begyndte at skændes! Der var en ældre herre, en vred kone og en voksen søn/datter, det var svært at høre, men de skændtes, så det bragede. På et tidspunkt gik jeg ud på gangen og bad om ro, men efter fem minutter begyndte de at skændes igen. Det varede ved i en god times tid og ingen af os kunne sove. Så kom der en konkluderende bemærkning fra Ida, da hun med usikker stemmeføring siger: ”Jeg tror kun, at der er en person derinde” og ganske rigtigt!

Næste morgen mødte vi en cirka 55 år gammel kvinde med store skræmte øjne, et tørklæde om hovedet og en gammel fortrinsvis velholdt frakke. Hun spurgte, om vi ikke havde en cigaret og den fik hun. Mere hørte vi ikke til hende, men vi fik talt en hel del om hende på resten af turnéen.

Gad vide om Shana kan huske denne begivenhed. Nu mangler jeg bare at ringe til hende.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce