Annonce
Ugeavisen Ribe

KLUMME: Hej med dig - hvem er du?

Piamaja Dalsgård, selvstændig, 47 år
Jeg sætter stor pris på at møde nye mennesker hver eneste dag, for det bidrager til, hvem jeg er.
Annonce

Jeg er så heldig hver dag, at møde og ”røre” noget i mennesker.

Jeg føler mig velsignet over at være så privilegeret. Jeg elsker mødet med andre, og jeg elsker at møde nye mennesker. Det bidrager til hvem jeg er. Jeg møder konstant nye indtryk, strømninger og mangfoldighed. Mødet med andre mennesker er berigende og opløftende. Jeg giver hver eneste dag lidt af mig selv ud, og modtager en masse fra andre. Og, det også selvom, samfundet er delvist lukket, så bidrager det i høj grad til min verden.

Jeg oplever både professionelt og privat, at mange har en opfattelse af, at ting skal serveres. Jeg oplever at rigtigt mange tror, at smil fra kassedamen kommer af sig selv, at den friske bemærkning fra en forbipasserende bare sker helt af sig selv, at venskaber vedligeholder sig selv og at nye opstår, som en selvfølge. Det gør det ikke. Vil vi noget med nogen, må vi vise det. Og det er komplet ligegyldigt, hvilken relation vi har, så må vi vise at vi vil noget, hvis relationen skal bestå eller blomstre.

-

Det er ligesom, hvis vi vil have kunder i vores butik, så må vi vise vores varer, vi må vise, at vi er interesserede i vores kunder, og vi må vise, at vi er interesserede i servicere vores kunder. Skal vi knytte vores kunder tæt til vores butik, må vi give lidt af os selv ud, så kunderne kan mærke hvem vi er, og om de har lyst til mere.

Der er intet, der sker af sig selv, og måske sidder du der og tænker.. hmmmm, hvorfor, skal vi snakke om relationer her midt under en delvis nedlukning af samfundet?!

Det skal vi da, fordi det er vigtigt, også lige nu- og måske specielt lige nu.

Ensomhed er en af de største trusler mod folkesundheden. Ensomhed slår flere mennesker ihjel end både corona, influenza og kræft tilsammen, fordi ensomhed fører til livsstilssygdomme og psykiske problemer.

Derfor skal vi snakke relationer.


Jeg møder konstant nye indtryk, strømninger og mangfoldighed. Mødet med andre mennesker er berigende og opløftende. Jeg giver hver eneste dag lidt af mig selv ud, og modtager en masse fra andre.

Fra klummen


Relationer opbygger ikke sig selv. Når vi møder mennesker, er vi nødt til at vise, at vi nyder mødet. Vi er nødt til at være nysgerrige på hinanden, og vi er nødt til at ligge hele vores sjæl i mødet, ellers kan modparten ikke mærke os. Og kan vi ikke mærke hinanden, så kan vi ikke mærke om det modparten indeholder, er noget vi har lyst til mere af.

-

Hvis vi er nærige med os selv, er relationer svært. Nærighed giver ingenting- og det i alle livets forhold. Vi er nødt til at investere noget for at få noget ind. Det gælder både, hvis du vil have kunder i din butik, hvis du vil have værdifulde relationer, og hvis du vil mærke imødekommende venlighed fra andre.

Hvis vi skal have værdifulde relationer, også selvom det kun er til kassedamen i Rema, og måske specielt overfor kassedamen, som sidder der dag efter dag og betjener os, med en dødsensfarlig virus åndende i nakken og bare smiler, fordi hun ved at hendes funktion er vigtig for alle vi andre, så er vi nødt til at ville det.

-

En af de ting, jeg ofte støder på er, troen på; At hvis vi skal noget med hinanden, så skal det serveres for os. Altså, vi skal inviteres - opfordres eller have et ærinde med hinanden, for at vi kan udveksle bemærkninger og smil. Men det er jo ikke rigtigt. Vi kan holde vores butik åben og selv invitere og investere; vi kan smile bag mundbindet, vi kan sige godmorgen og smile til forbipasserende. Vi kan lave sjove opslag på Facebook, som sætter gang i den hyggelige dialog. Vi kan ringe til vores venner og dem, vi gerne vil være tættere knyttet til. Vi kan vise, at vi har en butik, der er åben, og at vi er interesserede. Alt det kan vi gøre for os selv. Når vi gør det for os selv, så løfter vi ikke kun vores eget liv, men vi løfter og beriger også alle andre omkring os.

Usikkerheden plager os ofte i mødet med andre, for tænk nu, hvis vi blev afvist. Tænk nu hvis hun ikke har lyst til at tale med mig, eller tænk nu hvis de ikke smiler tilbage. Det er helt normalt, at vi føler spænding eller angst overfor det ukendte. Men tænk nu, hvis det modsatte skete? Tænk nu hvis der blev smilet tilbage, ville det ikke være lækkert? Er det ikke et øjebliks usikkerhed værd?

Det synes jeg. Hver dag 😊

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce