Annonce
Ugeavisen Ribe

Klumme: Hvem bestemmer, hvad god smag er?

Ole Bladt-Hansen, klummeskribent Ribe. 57 år og kommunaldirektør
Hvad er det for nogle skalaer, vi bruger, når vi går rundt og bedømmer stort set alt, vi ser og oplever og efterfølgende delagtiggør alle andre i det på nettet?
Annonce

Vi kender det alle sammen. Knap har vi sat os til spisebordet, og gæsterne har taget den første bid, hvorefter en bryder ud i det faste ritual ”Nej, hvor smager det godt”.

Hvis man vil teste ritualets almengyldighed, skal man bare lade være med at sige noget, når svigermor har serveret middagen, så spørger hun sikkert selv, ”hvordan synes I det smager?” eller den lidt mere pågående variant ”kan I lide maden?”. Afhængigt af hvor godt et forhold man har til sin svigermor, er det nok de færreste, der siger ”jeg synes, maden var lidt overkrydret og ude af balance, og vinen var et helt forkert match. Den havde sikkert været god til ris a la mande, men den spillede bare ikke rigtig med champignonsaucen”.

Nuvel, jeg ved godt at takt og tone er forskellig, og jeg kunne måske godt slippe afsted med at sige det til min svigermor, men hun kender mig også som fuldstændig uforbederlig.

-

Men i virkeligheden kan man jo ikke diskutere, om ting smager godt eller ikke godt. Det er fuldstændig individuelt, om jeg kan lide grapefrugt og tomater, men til gengæld kan man jo godt diskutere, hvad tingene smager af, og nogle gange sker der jo det forunderlige, at når vi får historien om smagen og prøver et par gange mere, så ændrer vi holdning og må konstatere, at ”det måske ikke er så ringe endda”. Jeg tror for eksempel ikke, at der var blevet solgt mange øl, hvis den første vurdering var afgørende for, om man nogensinde skulle prøve det skidt igen.

Smag handler om en hel del andet end mad. Afskaffelse af smagsdommeriet er ikke noget nyt tema og dækker vel i al sin enkelhed over, at vi som individer bliver pikerede, når vi oplever at fagfolk ikke blot forholder sig til, hvad det smager af, men også om det smager godt. Altså at jeg skal synes bygningen er grim, fordi det er en rodebutik af forskellige stilarter og materialer, der ikke respekterer tidsperioden. Sandheden er vel bare, at vi skal insistere på vores ret til at synes, den er smuk alligevel, men måske også lytte efter den faglige vurdering og på den måde få kvalificeret vores egen vurdering.

-

Kunst i bred forstand skal jo ikke nødvendigvis være flot, det må gerne sætte gang i de små grå, og måske ligefrem provokere os som individer. Jeg kunne f.eks. godt komme i tanke om et par bygninger på Torvet i Ribe, der har været genstand for en del debat om, hvad der er pænt og grimt. Jeg vil afholde mig fra at blande mig i den debat men blot konstatere, at arkitekten næppe har haft et ønske om at skabe noget fuldstændig forfærdeligt.


Smag handler om en hel del andet end mad. Afskaffelse af smagsdommeriet er ikke noget nyt tema og dækker vel i al sin enkelhed over, at vi som individer bliver pikerede, når vi oplever at fagfolk ikke blot forholder sig til, hvad det smager af, men også om det smager godt.

Fra klummen


Kannikegården er i min optik et fantastisk eksempel på, at en arkitekt har formået at få det nye til at spille sammen med det gamle, hvor den nemme løsning måske havde været at lave et copy-paste af en gammel bygning. Uden at være fagperson vil jeg give bygningen fem stjerner ud af fem mulige, hvis jeg skulle vurdere den på Google, mens andre, der havde forventet at se en bygning i de klassiske materialer måske ville give bygningen en meget lavere karakter. Forventninger er helt afgørende, når vi laver vores vurderinger.

-

Så hvad er det egentlig, vi gør, når vi går rundt med vores telefoner og vurderer bygninger, restauranter, service og alt, hvad vi ellers møder på vores vej. Er det i virkeligheden ikke en ny form for smagstyranni, hvor det handler om de flestes holdning, uafhængig af historien eller en faglig nuancering af den subjektive vurdering?

Vi ved jo godt, at det betyder noget for oplevelsen og min egen vurdering, når vi går på kunstmuseum med kunsthistorikeren eller i naturen med naturvejlederen og så videre. Det giver en forståelse, der gør os i stand til at udfordre vores egen subjektive vurdering, måske ender vi med den samme konklusion, men vi har forhåbentlig set tingene i et nyt perspektiv.

Reviews – som det vist hedder på nydansk – kan jo være ganske nyttige, når det handler om at advare andre mod plattenslagere og småsvindlere, men måske går vi også engang imellem glip af en stor oplevelse ved bare ukritisk at lytte efter flertallets vurdering. Hvis man ikke kan lide en stor vin, siger franskmændene, at vinen er for svær at forstå. Derfor er det intet under, at vi i Danmark betragter franskmændene som voldsomt arrogante.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ribe

Trio Gemini gæster Ribe

Annonce