Annonce
Ugeavisen Ribe

Klumme: Hvem sidder der bag skærmen?

Ole Bladt-Hansen, 57 år og kommunaldirektør
Hvorfor bruges Facebook i så høj grad til at komme med ytringer, vredesudbrud og kommentarer og til hvilken gavn?
Annonce

Jeg har stjålet, men jeg har egentlig ikke dårlig samvittighed, for ham jeg har stjålet det fra har også stjålet det. Ikke at det gør det mere lovligt at stjæle, men når der er tale om et motto – eller rettere et citat – fra en for længst afdød person, der ikke havde copyright og formentlig heller ikke intentioner om at beskytte citatet – så går det nok.

Jeg har stjålet mottoet fra en af de mange dygtige ledere, jeg har haft fornøjelsen af at arbejde under gennem mit arbejdsliv. Han citerede gerne Professor Tribini, der afsluttede sine optrædener med ”Er De tilfreds, så sig det til andre, hvis de er utilfreds, så sig det til mig” og efter en kunstpause tilføjede han ”Jeg løber alligevel ikke med sladder”. Om det er Tribini, er jeg ikke sikker på, men som tiden er gået, har jeg forstået, hvor fremsynet det egentlig har været.

Tribini – eller for den sags skyld min føromtalte chef – brugte det lille ordspil i en tid, hvor det fysiske møde, fastnettelefoner og snailmail stadig var den ”rigtige” dialogform. I vore dage er vi alle online – ung som gammel nærmest 24/7.

For ytringsfriheden indebærer det naturligvis en stor kvalitet, at det ikke er adgangen til medierne, der er begrænsende for, at den almindelige borger kan komme til orde. Men ligesom det kræver en stor grad af selvdisciplin at stå overfor et veldækket sønderjysk kagebord med en sød tand, så tror jeg også roligt, man kan sige, at det kræver en smule filter, hvis alle vores vredesudbud ubegrænset bliver hængt til tørre i den brede offentlighed. Tænk hvis Facebook var blevet opfundet før internettet. Ville vi råbe vores opslag og kommentarer ud ad vinduet eller for tilfældigt forbipasserende?

Nej vel. Det kan man ikke rigtig forestille sig, at man ville sige det samme, som det man lige smækker op på Facebook. Som ægte vestjyde har jeg lidt svært ved at forestille mig at stille mig op og prale af mine børn foran en stor forsamling, men jeg tager af og til mig selv i at gøre det på Facebook – men hvorfor egentlig?


Forleden sad jeg og talte med min datter omkring de sociale medier, og pludselig siger hun ”Far, jeres generation har aldrig lært at bruge de sociale medier”, og jeg tænkte, hvad mener hun. Jeg har været med i hele udviklingen nærmest fra papyrusruller og runesten til Skype og Facebook.

Fra klummen


Der er næppe nogen, der ikke kan lide ros. Vi bliver lidt høje af at få at vide, at vi er gode, og vi dur til noget. Hvis jeg skal vælge mellem ros og ris – så – surprise, jeg foretrækker rosen, også selvom den måske er lidt ufortjent, og så gør det jo heller ikke noget, at alle andre kan se, at jeg bliver rost. Derfor fisker vi vel også alle sammen lidt på de sociale medier efter likes og hjerter, og hvordan man ellers kan blive vurderet.

Nu havde Tribini jo ikke rigtig muligheden for at fiske efter ros på internettet, men han inviterede så bare til at fortælle vidt og bredt om hans kvaliteter. Men den lille genialitet ligger jo i tilføjelsen, hvis du er utilfreds så sig det til mig. For sandheden er jo, at ros gør os gladere, giver energi og opbygger selvtillid, men læringen får vi gennem den konstruktive kritik, som jeg kan få lov at bearbejde i fred og ro. Ikke som endnu en anmeldelse eller survey, hvor jeg skal have en score med et vist antal stjerner, men som en feedback, hvor jeg selv kan få lov til at reflektere over, om der er noget om snakken, og ting jeg skal gøre anderledes. Først der virker kritikken som læring og ikke som et irriteret vredesudbrud eller en meningstilkendegivelse, som først og fremmest har til formål at tilfredsstille afsenderen.

Forleden sad jeg og talte med min datter omkring de sociale medier, og pludselig siger hun ”Far, jeres generation har aldrig lært at bruge de sociale medier”, og jeg tænkte, hvad mener hun. Jeg har været med i hele udviklingen nærmest fra papyrusruller og runesten til Skype og Facebook. Og så kom jeg til at tænke på, at hun måske havde ret. Rigtig mange af dem som Tribini appellerede til om at komme til ham med kritikken, det er os, der er vokset op med andre kommunikationsformer og som måske har været vant til at ringe op, når man havde noget på hjerte, men i vore dage vælger at lave et surt opslag af bekvemmeligheds hensyn. Så ved nærmere eftertanke, tror jeg min datter har en pointe.

Så hvis Tribini havde levet i dag, kunne den moderniserede afslutningsreplik måske lyde:

”Hvis du er tilfreds så del det på nettet, hvis du er utilfreds, så sig det til mig. Jeg deler ikke negative opslag.”

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce