Annonce
Ugeavisen Ribe

KLUMME: Lad nu ungdom være ungdom

Thomas Lomme 56 år og folkeskolelærer.
Når jeg reflekterer over min egen ungdom og sammenligner med nutidens unge, ser jeg unge mænd, der er kropsangste og nybagte forældre, der kigger alt for meget på deres mobiltelefoner.
Annonce

Line Knutzon har engang skrevet et skuespil, hvor en person går ind i et redskabsskur og da han kommer ud igen, er der gået 50 år. Det lyder selvfølgelig lidt abstrakt, hvilket også er meningen, men det rammer mig.

For selve følelsen giver mening for mig, når jeg står derude i samfundet og tænker: ”Hvad skete der, lige der?”. Jeg nyder min alder og er glad for de ting, som er hændt af både godt og ondt. Det gode giver næring til min livskvalitet, og kriserne har udviklet mig som menneske. Min gamle far synger på sit sidste vers, og det har nok medvirket til min pludselige refleksion over tiden, der gik.

Det er ikke fordi, at der er noget særlig magisk over det. Der er mange millioner før mig, der har oplevet det samme. Det er bare det, at nu er det mig, det handler om. Midt i en samfunds krisetid har jeg pludselig mere tid til at reflektere.

-

Jeg tænker en del over den ungdom, som jeg var en del af igår. Da stod jeg sammen med gutterne omkring en boret knallert og hørte på en voksen, der sagde, at hun havde så ondt af ”nå-generationens unge”, som hun kaldte os. Nu er det pludselig mig, der står og kigger på de unge, mens jeg bekymrer mig om den verden, de lever i.

Når jeg møder visse unge mænd i svømmehallens omklædningsrum, og vi sammen klæder om inden afvaskning, så får jeg ondt af dem. De står der som en anden blufærdig Adam og gemmer deres kønsdele, som om nogen skulle interessere sig for det! De går så vidt, at de foretager deres afvaskning med badebukser på, hvilket jeg syntes er ulækkert, men det er åbenbart blevet kutyme i visse kredse af de unge mænd. Tænk på alle de sæberester og røvribs, som bliver slæbt med ind i svømmebadet. Det må være surt at være så kropsangst, og jeg har ondt dem. For de er flotte veltrænede unge mænd, som burde være stolte og glade sammenlignet med en halvfed, halvgammel hippie, som helt ublu blotter sin dadel under fællesbruseren. Er det ham eller dem, der skal være den flove?

-

Det er noget ved denne adfærd, som jeg ikke forstår, og her oplever jeg en generationskløft. Jeg tænker, at den må være præget af mediernes indædte fokusering på det perfekte menneske, den perfekte mand. Det gør mig ondt at se, at de bliver fanget i den samme problematik, som kvinderne har kæmpet med siden 60`erne. Medierne er kommet med magt, pomp og pragt. De har regnet de sociale konstruktioner ind i nogle algoritmer, der gør det muligt for dem at kende de unge bedre, end deres egen mor gør det. De fylder ungdommen med al mulig skrammel, der er med til at skabe den usikkerhed, som gør, at de har svært ved at indpasse sig i de gamle dyder. Sådan cirka var det også, da jeg var ung.


De (nutidens unge mænd, red.) går så vidt, at de foretager deres afvaskning med badebukser på, hvilket jeg syntes er ulækkert, men det er åbenbart blevet kutyme i visse kredse af de unge mænd. Tænk på alle de sæberester og røvrips, som bliver slæbt med ind i svømmebadet. Det må være surt at være så kropsangst, og jeg har ondt dem.

Fra klummen


Jeg får ondt af de unge, som går rundt med en barnevogn med et lille barn i. Ikke fordi det er hårdt at være nybagte forældre, det er en livsnorm, men fordi det bliver hårdt for dem at opdrage dette lille barn. For det barn, jeg tænker på, er et barn, der vokser op med forælderen, som altid kigger på en lille sort mobil, og hvis eneste kontakt er, når der skal smiles til den lille sorte boks, og forælderen får gjort dagens første facebookopslag tilgængeligt for den vigtige hob. Der er heldigvis flest unge forældre, som har kontinuerlig øjenkontakt med sit barn i barnevognen blandet med en vidunderlig forældre/barn dialog, som trækker på et hvert smilebånd, der måtte opleve dette. Især når barnet svarer igen. Denne race af unge forældre er endnu ikke uddød, men jeg bekymrer mig om dem og ser dem i udviklingen, som en truet art. Det er endnu en forandring, jeg har svært ved at se på.

Spørgsmålet er nu, om jeg kan gøre noget ved det? Skal jeg forsøge at involvere mig i bevægelser, der aktivt modarbejder de techgiganter, som fylder mere og mere i vort samfund. Skulle jeg dengang i 1980`erne sige ja elle nej til atomkraft?

Nej! Jeg har det lige som Storm P. figuren ”Perikles”- Jeg ved ikke lige, hvad jeg vil… Jeg har fået noget i øjet. Også lad ungdom være ungdom! De klarer den sgu` nok.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ribe

KLUMME: Vanens magt

Annonce