Annonce
Ugeavisen Ribe

KLUMME: New Year, New Me – og alt det der..

Diana Nissen, 46 år, mentor i mad & psyke
De sociale medier er ved at svømme over af nytårsforsætter om dette års udgave af det nye ’mig’. Alle viser de en vision om en sundere, bedre, slankere, mere ambitiøs og vedholdende 'mig’.
Annonce

Klumme: Der er ikke meget, der kan få mennesker ud at gå, som den første solskinsdag i april. Det skulle da lige være årets første dag – 1. januar. Jeg bor tæt på Ribe Plantage og kunne ikke undgå at lægge mærke til trafikken af mennesker, der kom gående forbi. Selvom sofaen kaldte, og jeg havde en date med den resten af eftermiddagen og hvad end der måtte blive vist i flimmeren, så blev jeg smittet. Tankerne om en gåtur havde strejfet mig inden, men jeg havde lidt ondt af mig selv og ville bare slappe af. Det var jo trods alt dagen derpå efter en forrygende nytårsfest, og energien var lav. Men afsted kom jeg, med hætten trukket godt op om hovedet, for vinden var kold. Jeg gik rask til, for nu skulle jeg da også have motionens fordel ud af det, nu hvor jeg var kommet afsted.

Men er der noget, der kan få mine tanker i gang, så er det en gåtur. Strømmen af flygtige tanker, der leder mig fra øst til vest, får mig til at undres og være nysgerrig. Inden jeg gik, havde jeg egentlig bare siddet med mobilen og var blevet opdateret på det nyeste på Instagram. Kendte og ukendtes nytårsbilleder, madbilleder, boligindretning og nytårsforsætter. Jeg kom pludselig i tanke om den strøm af opdateringer, der både havde været på Snap, Instagram og Facebook om ’New Me’ forvandlinger inden jul. Hvor mennesker med massive vægtproblemer havde arbejdet hårdt og målrettet med deres ønske om at tabe sig for at komme den dårlige livsstil og den dermed følgende trussel om livsstilssygdomme, den lave selvværd og dårlig livskvalitet til livs.

Annonce

Vi overvurderer vores fremtidige jeg

Tankerne om mine egne nytårsforsætter fra tidligere år strejfede mig. Det var som regel de samme fra år til år, da jeg altid havde større ambitioner, som vedholdenhed. Det handlede som regel om et sundere liv, mere motion, mere nærvær, at finde kærligheden, være mere sammen med familie og venner osv. Jeg havde en idé om, at når først jeg kom ind i det nye år, så ville mit liv se anderledes ud. Min kalender ville være mindre fyldt. Jeg ville arbejde mindre. Jeg ville blive bedre til at håndtere min tid. Men sjovt nok, så skete det samme som for de fleste andre. Den 1. januar var blot endnu en dag i rækken af dage, og intet var forandret. Og hvis jeg ser tilbage på alle de andre år, så skete det samme også der. Der var ikke noget New Me og en bedre udgave af mig selv. Der var blot mig, der igen havde overvurderet mit fremtidige jeg.

Som jeg gik der, tænkte jeg, at i år ville jeg ikke lave nogle nytårsforsætter. For til hvilken nytte, hvis det bare skulle gå som det plejer..? Jeg gik fra byen og hen mod Føtex og så en lygtepæl, der var blevet lagt ned af noget, der efter resterne omkring den, må have været en personbil. Jeg tænkte ’Bare personen i den nu ikke var kommet til skade’, for det så lidt voldsomt ud. Og i det samme kom tanken om, hvor heldig jeg er i mit liv, og hvor taknemmelig jeg er for de personer, der er i det.

Annonce

Mere nydelse i hverdagen

En hjertevarme bredte sig i mig, og jeg smilte lidt, idet jeg gik videre. For selvfølgelig skulle jeg da have et nytårsforsæt. Det skal ikke være noget nyt og revolutionerende. Det skal være noget, som jeg i forvejen synes, at jeg ret ofte gør/er. For hvem siger, at et nytårsforsæt skal være et ’Brand New Me’? Hvad nu hvis det ’gamle mig’ er godt nok, og jeg ikke behøver at være den bedste udgave af mig selv hele tiden? Hvad nu hvis det er nok, at jeg dyrker motion, når jeg har lyst til det og nyder det? Hvad nu hvis jeg spiser sundt det meste af tiden, og der så stadig er plads til nydelse af og til? Hvad nu hvis jeg i stedet for at skulle have mere fart på skal ned i langsommeligheden?

For mens jeg gik, satte mine tanker automatisk tempoet ned, så jeg rent faktisk kunne høre, hvad jeg selv tænkte. Og hvad nu hvis det er ok at have mere nydelse som præstation? Så derfor bliver mit nytårsforsæt til 2020 ’Mere nydelse i hverdagen og taknemmelighed for det, jeg allerede har!’

Rigtig Godt Nytår.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce