Annonce
Ugeavisen Ribe

Lærerne fik en Anton-og-Ebbe kage

Signe Jørgensen er initiativtager til den store happening på Ansgarskolen, og hun havde også kage med ligesom hun havde købt masser af slik til lærerne. Foto: Bo Maimburg
En stribe forældre var gået sammen om at hædre lærerne for deres indsats på Ansgarskolen.
Annonce

Ribe: I dag, fredag den 4. oktober, er det Lærernes Dag, og det blev da også tydelig markeret på Ansgarskolen i Ribe.

En stribe forældre med Signe Jørgensen og Lene Voetmann i spidsen havde gjort en stor indsats for at give lærerne en helt særlig modtagelse, da de mødte på arbejde.

Der var lavet en flagranke hele vejen op mod skolens hovedindgang, og musikken lød fra højtalere, der var sat op til lejligheden. Lærerne blev mødt med skilte med tekster, som takkede dem for deres indsats i skolen.

- Vores børn er lige startet på skolen, og det har været en rigtig god oplevelse at se, hvordan lærerne har modtaget vores børn og givet dem tryghed fra første skoledag. Ansgarskolen er vores skole, og det her er helt klart også en hyldest til den folkeskole, som gør en stor forskel for vores børn og for os som forældre, lød det fra Signe Jørgensen.

- Vores børn bliver undervist af nogle fantastiske lærere, som gør en stor indsats hver dag, og det skylder vi dem en stor tak for. Der er så mange gode historier, hvor lærerne gør en stor forskel, og vores lille happening her er også en hyldest til de gode historier, siger Lene Voetmann.

- Men vi har valgt at udvide hyldesten, så vi hylder alle ansatte på skolen, så det er er også en stor tak til pædagoger, pedeller og rengøringen, siger hun.

Ansgarskolen er vores skole, og det er helt klart også en hyldest til den folkeskole, som gør en stor forskel for vores børn og for os som forældre.

Signe Jørgensen

Annonce

Lærerne blev rørt

Og pludselig kommer to elever ind ad døren, og de har medbragt en stor flot kage, som de overrakte deres lærer, Mette Simonsen.

- Vi har selv hjulpet med at bage kagen, og vi håber, at lærerne synes, den smager godt, kom det spontant fra Ebbe Schøler.

Og hvad er det for en kage, I har bagt?

- Det er en Anton-og-Ebbe kage, svarede Anton Schøler resolut.

Og deres lærer blev meget rørt.

- Det er klart, at det gør indtryk, når man bliver modtaget på den måde. Og særligt når Anton og Ebbe overrækker så flot en kage til mig, siger Mette Simonsen.

Hun bakkes op af flere andre lærere.

- Det var en overvældende oplevelse at blive mødt med flag og forældre, der gav os smil og tillykke med Lærernes Dag. Det varmer, og det betyder rigtig meget med sådan en opbakning. Det er dejligt at vide, at man bliver værdsat, og det gør en glad resten af dagen, siger Anders Bennedsen.

Annonce

Ledelsen bakker op

Og det var ikke kun forældrene, der hyldede lærerne, for ledelsen var også klar til at give lærerne en god oplevelse.

- Vi er rigtig glade for, at forældrene bakker lærerne op, for vi ved også om nogen, at lærerne her på skolen gør en fantastisk indsats, og det vil vi gerne belønne, så vi har sørget for, at der er frokost til lærerne i dag, lød det fra Helle Nordland, der er pædagogisk leder på skolen.

Der var masser af flotte skilte med rosende ord, ligesom der var en stor flagalle. Foto: Bo Maimburg
Lærerne blev hædret på Ansgarskolen i forbindelse med Lærernes dag. Foto: Bo Maimburg
Lærerne blev hædret på Ansgarskolen i forbindelse med Lærernes dag. Foto: Bo Maimburg
Lærerne blev hædret på Ansgarskolen i forbindelse med Lærernes dag. Foto: Bo Maimburg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce