Annonce
Ugeavisen Ribe

Landsbyplaner har ligget i skuffen: Udvikling i Vilslev-Jedsted men stilstand i Spandet

Åhuset i Jedsted er stort set færdigt, og netop et projekt som det var nævnt i landsbyplanen for Vilslev-Jedsted, men i dag viser det sig, at mange af initiativerne er blevet fulgt til dørs uden, at man har skelet til landsbyplanen. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Hverken i Vilslev-Jedsted, Spandet og Vester Vedsted har man kigget meget på deres landsbyplaner. Alligevel er der sket meget i Vilslev, mens intet er sket i Spandet.
Annonce

Landsbyplaner: Det var en omfattende landsbyplan, som Vilslev-Jedsted fik udleveret for små ti år siden. Idékataloget var smækfyldt med forslag til, hvordan de to nærtliggende landsbyer skulle udvikles.

I dag viser det sig, at mange af initiativerne er blevet fulgt til dørs, om end det faktisk er sket uden at skele til netop landsbyplanen.

- Vi har som sådan ikke arbejdet efter den vision, der er formuleret i landsbyplanen. Men nogle af initiativerne er blevet til noget, mens andre ikke er. Jeg må nok også erkende, at landsbyplanen nok er gået lidt i glemmebogen, i hvert fald i borgerforeningens bestyrelse, siger Marianne Kømler fra Kongeådal Borger- og Aktivitetsforening.

Uanset hvad er blandt andet et forslag om at få etableret både en sti langs Kongåens løb og en idé om at bygge det, der kaldtes ”Aktivitetsgården” ved sportspladsen i Jedsted, begge blevet realiseret.

- Åhuset står så godt som færdigt, og der er både en flot udsigt over mod Vilslev Kirke og et fint kig ned over spejderhyttegrunden til Kongeåen, efter hytten er blevet fjernet, siger Marianne Kømler, der også nævner, at der er kommet forskellige opholdssteder ved både Kongeåstien og nær Drivvejen, aktiviteter for at fremhæve byens særlige kunst.

Til gengæld lader en lille håndfuld indsatser stadig vente på sig, eksempelvis forslag om labyrinter i majsmarkerne og et stort anlagt initiativ omkring ”Kirkeløberen”, der skal give et flot syn mod kirken.

Annonce

Vester Vedsted er gået egne veje

I Vester Vedsted har bestyrelsen i landsbyforeningen valgt at udvikle byen, men det er sket uden at kigge ret meget til landsbyplanerne.

- Der er gjort et fint stykke arbejde med at skabe landsbyplanerne, og de kan selvfølgelig bruges til inspiration, for der er jo masser af gode ideer i planen. Men vi har umiddelbart ikke brugt planerne til så meget. I stedet har vi kørt vores eget show, siger Flemming Madsen, der er formand for Vester Vedsted Landsbyforening.

- Jeg ved, at den tidligere bestyrelse kiggede landsbyplanen igennem, da den kom, og vi opfattede det som et ideoplæg, men indholdet af landsbyplanen er ikke noget, vi har brugt så meget. Der er nogle gode ideer i planen, som blandt andet handler om et rekreativt område, kælkebakken og et par andre gode forslag. Men vi har i Vester Vedsted haft vores egen agenda, og vi har fået en bålhytte og et toilet, og det er blevet et naturligt samlingspunkt, siger Flemming Madsen.

Annonce

Stilstand i Spandet

Til gengæld har beboerne i Spandet har ikke fået så meget ud af deres landbyplan, selvom sogneforeningens formand, Henrik Olesen, gerne havde set det.

- Det er ikke umiddelbart lykkes at få gennemført så mange af de ideer, der står i planen. Vi fik revet den gamle brugs ned, og det betød i hvert fald, at den del af byen blev lidt pænere. Og så var der ideer i planen som beskrev, at der skulle laves en sti fra skole til kirke og forsamlingshus, og der var planer om et rekreativt område udenfor Spandet. Men der er ingen, der har taget fat i ideerne, og derfor er der ikke rigtig så meget, der er lykkedes, siger Henrik Olesen fra Spandet Fællesråd.

- Jeg tror, at problemet er, at vi ikke har de folk i byen, der vil gå forrest, men det betyder jo ikke, at der ikke er ønsker eller ideer og aktiviteter herude. Vi har eksempelvis kommunens højeste punkt, Formandsbjerget, der er 58 meter højt, og vi kunne da godt ønske, at det blev markeret på en eller andet måde. Men jeg tror generelt, at vi har nok i at bevare de ting, vi allerede har i byen, siger Henrik Olesen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce