Ribe: I al stilhed startede Henning Bernbom virksomheden Bernbom Consult i august sidste år, og denne disposition og satsning har siden vist sig at være den helt rigtige. For den erfarne mand, der både er født og opvokset i Ribe, har haft drøntravlt.
Henning BernbomJeg blev da lidt nervøs, for min telefon var meget stille de første 14 dage af min karriere som selvstændig, men så netværkede jeg lidt, og jeg har siden haft rigtig travlt. Hvis jeg udtrykker det på godt jysk, kan jeg vist godt sige, at jeg har haft en fornuftig start med min virksomhed.
- Jeg blev da lidt nervøs, for min telefon var meget stille de første 14 dage af min karriere som selvstændig. Men så netværkede jeg lidt, og jeg har siden haft rigtig travlt, siger Henning Bernbom og fortsætter:
- Hvis jeg udtrykker det på godt jysk, kan jeg vist godt sige, at jeg har haft en fornuftig start med min virksomhed. I de første uger sad jeg med et blankt stykke foran mig, men det ændrede sig hurtigt. Det er gået langt hurtigere, end jeg havde turdet drømme om, og det er jeg da både stolt af og beæret over.
Bernbom Consult er en konsulentvirksomhed, der tager sig af projektstyring og hjælper personer og virksomheder, der vil åbne butikker og restauranter.
Virksomhedens slogan er ”We believe in amazing spaces”, og virksomheden har jo som den primære opgave at hjælpe forretninger og restauranter med at finde de helt rigtige lokaler og få dem indrettet på bedste vis.
- Jeg har et rigtig godt netværk, der er kommet fra mine tidligere jobs og mine mange år i branchen. Og jeg hjælper populært nye og eksisterende brands med at finde lokaler og få dem indrettet til butik eller restaurant. Vi finder et lokale, og jeg vurderer, om det er det rette, økonomien er på plads, og logistikken passer til det workflow, de har planlagt. Jeg laver fulde projekter, hvor vi er med helt fra bunden med forhandling med udlejer til en nøglefærdig butik.
Han arbejder også sammen med designere, som sætter sit præg på projekter, imens andre har et nøglefærdigt koncept, som bare skal hjælpes på plads. Kunderne kan være kendte brands som Søstrene Grene og Ild Pizza, men det kan også være et Business-college eller et museum.
Bernbom Consult
Det er 48-årige Henning Bernbom, der har startet virksomheden Bernbum Consult, som snart står foran at flytte i nye lokaler, ligesom der skal ansættes flere medarbejdere. Hustruen Ilze er allerede deltidsansat i virksomheden som konsulent, og der skal snart ansættes flere. Henning har mange års erfaring som projektmedarbejder i en række virksomheder - blandt andet BoConcept og Riis inventar. Han har også arbejdet i Letland, Litauen og USA. Kunderne i virksomheden i dag er fra Danmark, Sverige, Finland og Tyskland.
- Jeg har 25 års-erfaring fra den verden, og jeg kan se, hvad lokalet kan, og jeg har kunder i Esbjerg, København, New York, det nordlige Sverige, Finland eller Tyskland. De kunder, jeg har, er folk, jeg kender fra tidligere, og som ved hvad jeg står for, og hvad jeg kan. Som det er nu, siger jeg ikke nej til nogen former for opgaver, men jeg skal til at blive bedre til at sorterere.
Nu kommer udvidelsen
Han har fra sommer lejet sig ind i lokaler på Industrivej, og det sker, for at der kan være plads til de medarbejdere, han snart ansætter.
- Jeg skal ud og finde medarbejdere, der kan aflaste mig lidt, så virksomheden kan fortsætte med at udvide aktivitetsniveauet. Det er sjove opgaver, jeg bliver involveret i, og det stiller store krav, for jeg skal kunne favne mange forskellige faggrupper. Men det er bare med til at give udfordringer og skabe en sjov hverdag. Jeg er ved at lære at give slip, og jeg skal fremover blive bedre til at vælge opgaver, hvor jeg gør en forskel, så de kommende medarbejdere kan blive en gevinst.
Han er også typen, der sætter en stor lid i at samarbejde med gode lokale partnere, og på den måde sikrer han også arbejdspladser i andre virksomheder.
- Da vi skulle have en ny hjemmeside, sad jeg og bladrede i UGE-Avisen, og jeg stødte på en artikel om Michael Vahl og virksomheden Start-up Medie, og de har lavet vores hjemmeside, og det er jo fantastisk, at vi har så gode lokale virksomheder, supplerer hustruen Ilze Bernbom.