Ribe: Sidste år blev det en pæn succes, da Stafet for Livet arrangerede loppemarked på Føtex’ parkeringsplads. Mange havde stande og mange kiggede forbi, og det gav samtidig en fin sjat penge til det gode formål.
Derfor gentages loppemarkedet i år søndag den 22. maj fra 10-15, og der er således nu åbnet for, at man kan sikre sig en stand. En bås på parkeringspladsen koster 100 kroner, og pengene går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.
Anny ChristensenVi håber at gentage succesen fra sidst, hvor vi fik mange positive tilbagemeldinger. Med loppemarkedet håber vi, at folk får anledning til at rydde lidt ud i deres sager, som de ikke bruger mere
- Vi håber at gentage succesen fra sidst, hvor vi fik mange positive tilbagemeldinger. Med loppemarkedet håber vi, at folk får anledning til at rydde lidt ud i deres sager, som de ikke bruger mere, siger Anny Christensen, der står bag loppemarkedet.
Hos Føtex Ribe bakker varehuschef Michael Thrane gerne op igen.
- Det var rigtig godt arrangeret sidste gang med god tilslutning, så vi vil gerne bakke op om det fine formål igen. Vi sætter desuden pris på, at vi kan bidrage til lokale aktiviteter, siger han.
Hvis man ønsker en stand eller mere information, kan man kontakte Anny Christensen på mail: anny.simonsen@stofanet.dk eller på telefon 21 78 20 96