Annonce
Ugeavisen Ribe

Lydmanden fra Ribe er vild med gør-det-selv arbejde

Niels Straadt laver blandt andet lyd på Roskilde Festival, og det har givet ham mange store oplevelser. Privatfoto
Niels Straadt bruger det meste af sin fritid på at lave gør-det-selv arbejde, og når Danmark ikke er lukket ned, er han lydmand.

Ribe: 41-årige Niels Straadt har igennem de sidste mange år ernæret sig som lydmand, og det er en beskæftigelse, han elsker at udføre. Han er fastansat tonemester på Musikhuset Esbjerg, og somrene bruges blandt andet på Smukfest og Roskilde Festival.

Men privat bruger han tid på en helt anden måde.

- Jeg er en rigtig god gammeldags gør-det-selv mand. Jeg vil hellere lære at mure i stedet for at ringe efter en murer. Hvis mit projekt ikke lykkes, laver jeg det bare om igen. Det er min måde at være kreativ på, og den måde jeg skaber ting på. Jeg har senest efterisoleret vores hus, og jeg skal hjem og lave en temperaturmåling for at se, om der er noget jeg kan forbedre, siger Niels Straadt.

- De opgaver, jeg påtager mig, lykkes altid til sidst, og jeg har en stor glæde ved at lave opgaver i hjemmet. Og selvom det indimellem larmer, så giver det ro i hovedet. Jeg slapper af ved det, og jeg kan bruge timer i mit værksted.

I værkstedet er det blandt andet er hans gamle knallert, der får opmærksomheden.

Ud over værkstedet, ynder Niels også at bruge tid i køkkenet. Han er nemlig rigtig glad for at lave mad, og han har en fortid i køkkenerne på Quedens Gaard og på Fole Høkerkro.

- Jeg er god til at lave mad – så længe jeg ikke skal følge en opskrift. Jeg laver madplaner, og nu hvor jeg er hjemme, kan jeg finde på at lave varm mad til frokost.

Niels opfatter sig selv som et meget socialt menneske, og han er meget åben om både sig selv og sine tanker, men han går heller ikke af vejen for at gå tæt på de mennesker, han er sammen med.

Annonce

Passionen blev til arbejde

Da Niels var helt ung, var han trommeslager i et band, og da han gik i 10. klasse, gik han på Valdemarskolens musiklinje. Det var der, han fik her den store interesse for at lave lys og lyd.

- Jeg startede med at lave lys, men det stoppede, da jeg fandt ud af, at jeg er lidt farveblind. Jeg fik derfor over til at lave lyd, og det blev jeg altså ret vild med. Jeg lavede lyd til mange arrangementer i Ribe, men så var der nogle år, hvor jeg ikke rigtig beskæftigede mig med det. Da der kom et jobopslag i Musikhuset Esbjerg søgte jeg det, og selvom der var flere om buddet  fik jeg jobbet.

- Når man er lydmand, handler det selvfølgelig om, at man kan finde ud af at lave den rigtige lyd. Men det handler også om, at man har den rette personlighed, hvor ydmyghed og pædagogik har en central rolle. Jeg ved, at jeg er god til at få musikerne til at føle sig trygge, og de skal vide, at jeg er der, når de er på scenen. Jeg har en stor faglighed, og jeg har en menneskelig forståelse for, hvad musikerne ønsker.

Annonce

Sommerferie på festivaler

Når verden ikke er lukket ned, bruger Niels somrene med at lave lyd på Fanø Vesterland, Varde Open Air, Mølleparken i Sønderborg, Smukfest og Roskilde Festival.


Jeg elsker at bruge sommeren på at tage rundt på festivalerne og lave lyd. Det er altid en god og sjov oplevelse, men man skal heller ikke tage fejl af, at det er hårdt arbejde. Man skal kunne agere sammen med store internationale stjerner, danske topnavne, halvprofessionelle musikere og amatører

Niels Straadt


Niels (t.h.) er altid med på Roskilde Festival, og det sker tit sammen med lydmanden Christian Rohs. Privatfoto

- Jeg elsker at bruge sommeren på at tage rundt på festivalerne og lave lyd. Det er altid en god og sjov oplevelse, men man skal heller ikke tage fejl af, at det er hårdt arbejde. Man skal kunne agere sammen med store internationale stjerner, danske topnavne, halvprofessionelle musikere og amatører. Jeg fokuserer altid på at give alle en god oplevelse, og de skal alle have den samme gode fornemmelse og lige netop den lyd, de gerne vil have.

Annonce

Store oplevelser

Niels kan øse om sig med anekdoter fra oplevelser på blandt andet festivaler.

- Da jeg lavede lyd på Mads og Monopolet på Smukfest i 2019, blev vi ramt af et massivt skybrud, og der var pludselig vand overalt. Jeg måtte afbryde alt, for der var en risiko for, at der ville gå overgang i den, og det ville være livsfarligt. Men vi fik løst problemet ved at evakuere folk, og vi flyttede Mads og Monopolet ned fra scenen, og de fik strøm fra en grillbar tæt på, og jeg tror ikke lytterne oplevede noget, beretter Niels.

Niels Straadt

Niels Straadt er 41 år, han er født og opvokset i Ribe. Han er gift og har en datter og en bonusdatter. Han er uddannet kørelærer, har arbejdet på Ribelund med domsanbragte, og så har han arbejdet med lyd. Niels er i dag ansat som tonemester på Musikhuset Esbjerg og han arbejder som lydmand freelance på større og mindre festivaler.

- Det er bare skide sjovt at være en del af festivalerne, og der er bare en helt særlig atmosfære backstage og på scenerne.

Annonce

De korte?

Giv mig tre ord der beskriver dig selv?

- Rolig, arbejdsom og social.

Hvad drømmer du om?

- Jeg hviler i mig selv, og jeg har ikke de store drømme. Jeg har et fedt job og et godt privatliv.

Hvad er du god til?

- Jeg er knaldgod til at bevare roen i en utrolig stresset situation, som jævnligt sker i mit job.

Hvad er din største last?

- Dem har jeg rigelig af. Jeg har en til tider dårlig humor.

Hvis vi to skal bruge resten af eftermiddagen sammen, hvad skal vi så lave?

- Vi skal ud og tømme en lastbil, som er fuld af musikudstyr, og du skal i princippet bare med på arbejde fra start til slut på en dag og opleve atmosfæren. Du skal opleve, at det er en hård tørn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce