Annonce
Ugeavisen Ribe

Mød Julemanden i Ribes gader og hyg dig i Ribehallen

Nissebandet er i år rykket fra gågaden og ind i Ribehallen, hvor de alle fire adventsweekender vil være med til at sikre julestemningen hos børn og voksne. Arkivfoto
Ribe er ikke helt blottet for julestemning. På fredag kan man se Julemanden køre rundt i Ribes gader, mens julehyggen er flyttet ind i Ribehallen alle fire adventsweekender.
Annonce

Ribe: Julen bliver ikke som den plejer at være i Ribe i år.  Traditioner som at skulle vække Julemanden på Torvet i Ribe kan selvsagt ikke lade sig gøre med de nuværende coronarestriktioner, men Peters Jul Gruppen har sørget for, at de nysgerrige børn og voksne fortsat kan få ham at se på fredag den 27. november.

- Det er vigtigt for os, at Julemanden dukker op, og han vil derfor køre rundt i byen i den gamle brandbil i en times tid fra 16.00 til 17.00. Andre må have vækket ham, når han kan komme snigende på den måde, siger gruppens formand, Claus Pedersen med et smil.

Julemanden er klar til at hilse på børn og voksne gennem hele december fra sin kane eller som det sker på fredag fra den gamle brandbil. Arkivfoto

Samtidig pointerer han også, at Peters Jul Gruppen har prioriteret julebelysningen i Ribe, så stemningen kan sikres ad den vej.

- Der kommer blandt andet ny julebelysning ved Andeøerne, og så vil rigtig mange butikker have julerangler med lys i hængende i deres vinduer, siger han.

Annonce

Indendørs julehygge

Som et alternativ til den julestemning, der ikke kan skabes i gågaden med livemusik og markeder, er der alle fire adventsweekender mulighed for at julehygge i Ribehallen. På lørdag er det første gang, hvor Peters far styrer showet fra scenen og blandt andet Nissebandet sørger for musikken.

- Vi har lidt variationer i programmet fra gang til gang eksempelvis i, hvem der sørger for musikken. Men Julemanden vil være med hver gang, siger Claus Pedersen og tilføjer, at der opkræves et symbolsk beløb for at kunne registrere deltagere og at det samtidig sikrer en øl/sodavand samt en godtepose til børnene.

Fyld gaver i juleposen

En af de ting, der gentages fra tidligere år er børnenes mulighed for at fylde gaver og godter fra en række af byens butikker i de grønne juleposer. Det kan man hver lørdag og søndag, og poserne skal købes hos enten Føtex, Frandsen eller Ny Form.

Hele programmet for de kommende fire weekender kan ses på www.petersjuliribe.dk.

Claus Pedersen, der som bekendt også bestyrer Danhostel Ribe, vil yderligere åbne dørene til Peters Julecafé i vandrehjemmets spisesal. Her vil der være åbent både lørdag og søndage de kommende fire weekender mellem 11.30 og 17, hvor man frem til klokken 14 kan få julebuffet med traditionel julemad og senere købe eksempelvis æbleskiver og varme drikke.

- Vi vil gerne give folk mulighed for en hyggelig oplevelse, når vi i forvejen har aktivitet hernede. Men man bør nok reservere plads på forhånd, for vi har plads til 40 spisende gæster ad gangen, siger Claus Pedersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce