Annonce
Ugeavisen Ribe

Malerfirma har 25 års jubilæum: Det perfekte makkerskab mellem mand og kone

Per og Bente har igennem 25 år haft et godt samarbejde i deres malerfirma. Foto: Bo Maimburg
Malerfirmaet Asberg Olesen har 25 års jubilæum.
Annonce

Egebæk/Hviding: Det var naturligt, at det var undertegnede, der tog opgaven om at skrive et jubilæumsportræt af malerfirmaet Asbjerg Olesen. For 25 år siden var det nemlig også mig, der skrev om det nystartede firma med Per Asbjerg Olesen og hustruen Bente som iværksættere.

- Ja, vi er ved at være gamle, og vi har jo alle tre været i samme job længe, når vi mødes igen her 25 år efter, siger Per Asbjerg Olesen indledningsvis.

Firmaet har flyttet adresse, men det hører stadig hjemme i Egebæk/Hviding, og det er stadig Per og Bente, der driver firmaet.

Parret mødte hinanden, da de var på skole, og de blev ret hurtigt enige om, at det var lettere at integrere Bente i Hviding end at flytte Per til Nordsjælland.

- Det hele gik alt for stærkt i Nordsjælland til, at jeg kunne passe mig ind i det høje gear og deres store armbevægelser. Da Bente flyttede hertil, meldte hun sig ind i idrætsforeningen, og så blev hun hurtig accepteret, fortæller Per.

- Vi arbejdede sammen, inden vi blev selvstændige, og vi fandt hurtigt ud af, at vi var gode til at samarbejde. Vi siger i malerfaget, at hvis man kan sætte tapet op sammen, kan man gøre alt sammen. Og det med tapetet var vi gode til, og derfor turde vi godt at starte firmaet sammen, siger Bente Asbjerg Olesen.

De fik hurtigt hver deres opgaver i firmaet, hvor Per blev ansigtet udadtil, og det var ham, der tog rundt til kunderne, mens det blev Bente, der tog sig af det administrative med regnskab og så videre. Det er også hende, der tager sig af forholdene omkring firmaets lærlinge, mens Per har den daglige kontakt til medarbejderne.

- Det er vigtigt for mig, at medarbejderne har det godt, og at vi har det sjovt, når vi er på arbejde. Vi skal være sammen 37 timer om ugen, så derfor skal vi have det godt med hinanden, siger Per.

Asbjerg Olesen

Malerfirmaet Asberg Olesen, som har til huse på Ribevej i Egebæk/Hviding, har otte ansatte, og flere af medarbejderne har været der rigtig mange år. Der er uddannet 10 lærlinge i firmaet. Jubilæet fejres fredag den 24. januar fra klokken 13.00 i Hviding Forsamlingshus.
Annonce

Alsidigt firma

Firmaet havde ikke mange uger på bagen, før man fik opgaven med at male hele det nybyggede kvarter, Obbekærparken. Derfor blev det ret hurtigt nødvendigt at ansætte flere medarbejdere.

- Vi kan godt lide at lave større opgaver, men vi er også altid klar på at male fru Jensens dørkarm, fortæller Per.

- Og så er vi også tit involveret i klassiske opgaver her i Ribe. Vi har for nylig renoveret nogle af de gamle vinduer i Remisen, og det er sjovt, når vi har opgaver i gamle Ribehuse, hvor alt er skævt. Vi er også med, når der skal laves noget på Ribe Kunstmuseum, og det kræver jo noget helt særligt, men det vil vi gerne medvirke til, siger Bente.

- Da vi åbnede, havde vi stor gavn af, at vi kendte de andre håndværkere her fra Hviding, for de vi tog os med mange steder. Vi har heldigvis status af "husmalere" i mange virksomheder, privatpersoner og institutioner, og det glæder os naturligvis, at vi har den tillid hos kunderne, siger Per Asberg Olesen.

Parret mødte hinanden, da de var på skole, og de blev ret hurtigt enige om, at det var lettere at integrere Bente i Hviding end at flytte Per til Nordsjælland. Foto: Bo Maimburg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce