Annonce
Ugeavisen Ribe

Mandøs brugs skal have en kærlig hånd

Sådan kan Brugsen på Mandø komme til at fremstå med den gamle langbygning, til højre, ført tilbage til sit oprindelige udseende. Tilbygningen til venstre er her beklædt med sort træ og kommer til at fremstå arkitektonisk mere i harmoni med omgivelserne. Og til højre for langbygningen er et skur fjernet, så der er åben forbindelse over til Mandø Museum yderst til højre på tegningen. Tegning: Arkitekt Ida Nørgaard.
Mandø har fået 1,4 millioner kroner til et byfornyelsesprojekt, som skal bruges til, at øens brugs skal shines kraftigt op både indvendigt og udvendigt.
Annonce

MANDØ: Brugsen på Mandø er landets ældste, og nu skal der bruges en hel del penge på at gøre den pænere både udvendigt og indvendigt.

Det udvendige arbejde finansieres af en pulje på 1,4 millioner kroner fra byfornyelsesmidler fra Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen, og torsdag fik en række mandøboere et indblik i projektet ved et borgermøde. Her fremviste arkitekt Ida Nørgaard fra Esbjerg Kommune tegninger af, hvordan den "nye" Brugs på Mandø kan komme til at se ud - og på borgermødet fik de tegninger opbakning fra Mandø-borgerne, blandt andet brugsens formand, Poul Erik Fredskild.

- Jeg kan sådan set ikke få armene ned. Og i Brugsens bestyrelse arbejder vi nu for, at vi i samme ombæring laver en indvendig renovering af Brugsen, som indvendigt ser lige så "træt" ud som udvendigt. Det skal vi søge fondsmidler til, for det kan vi ikke selv finansiere. På førstesalen i den gamle langbygning, som tidligere rummede en del af en lejlighed til uddeleren, vil vi indrette en prøvebolig, som i perioder kan bruges af folk, der påtænker at flytte til Mandø. Her kan de få en forsmag på ø-livet.

Byggestil

Arkitekt Ida Nørgaard gennemgik med brug af historiske fotos de fire forskellige typer af boliger og byggestil på Mandø. Det blev efterfølgende brugt som inspiration for et gruppearbejde, hvor de cirka 30 deltagere i borgermødet delt i fire grupper arbejdede med fire forskellige boliger på Mandø.
Annonce

Vejledninger

Ejler Andersen er født på Mandø og flyttede i sommer sammen med sin kone permanent tilbage på øen. Parret var med til borgermødet, og de er glade for renoveringen af Brugsen.

- Det er godt for øen, for Brugsen er en vigtig del af øen. Men vi har ikke selv nogle planer om renovering af vores hus, fordi vi vi lavet en større renovering af det for fem år siden, fortæller Ejler Andersen.

Foruden renoveringen af Brugsen skal der også som led i byfornyelsesprojektet udarbejdes beskrivelser med vejledninger til boligejerne på Mandø - med gode råd og inspiration til, hvordan de kan renovere deres boliger og i nogle tilfælde føre dem tilbage til det udseende boligerne oprindelig havde.

- Vi kommer ikke med nogle løftede pegefingre og siger, at det ene er rigtigt og det andet er forkert. Vi kommer med råd, og indtil nu har Mandø-borgerne taget imod de ideer vi er kommet med med et åbent sind, siger Ida Nørgaard.

Birgit Pedersen, til venstre, som er med i projektgruppen for byfornyelsesprojektet fremlagde resultatet af gruppearbejdet i sin gruppe. Foto: Ole Maass.
Arkitekt Ida Nørgaard, Esbjerg Kommune, til højre, viste med historiske billeder de forskellige typer af byggestil på Mandø. Foto: Ole Maass.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce