Annonce
Ugeavisen Ribe

Militærbroer bliver samlet på åbredden

Alt skal være i vater, når elementerne til de to broer skal samles, og der kræves stor ekspertise fra ingeniørtropperne. Foto: André Thorup
Onsdag gik arbejdet med at samle de to midlertidige broer, der skal være over Ribe Å, i gang. De skal dog først tages i brug efter sommerferien.
Annonce

Ribe: Det er et puslespil i stort format, der er igang med at blive lavet på bredden ved Ribe Å i disse dage.

Forsvarets Ingeniørregiment er nemlig gået i gang med samle de to broer, som bilisterne fra efteråret og hele 2020 skal køre på i stedet for ringvejsbroen. De første dele blev fragtet til den midlertidige vejforbindelse ved Ringvejen fra Skive Kaserne tirsdag omkring middag, og allerede tirsdag klokken 17.00 begyndte Ingeniørtropperne at samle broerne.

Vejdirektoratet offentliggjorde i november en aftale med Forsvarets Ingeniørregiment, hvor Vejdirektoratet låner to militærbroer med minimale omkostninger, mens Forsvaret samtidig kan træne og uddanne deres folk i at opsætte de to broer, der ellers kun bruges på en øvelsesplads på Skive Kaserne.

Flere steder i området står paller og kasser med jernstolper, elementer, kæmpeskruer, bolte og værktøj, og det hele køres rundt af Forsvarets store kraner, der i alle størrelser også er ankommet.

- Det ankommer i samlesæt. Det har været opbevaret i Skive, hvor vi har brugt det til uddannelse, fortæller Kasper Aggerholm, der er seniorsergent i ingeniørregimentet.

Åben byggeplads

Onsdag den 19. juni klokken 15.00-19.00 vil Vejdirektoratet give alle interesserede mulighed for at komme ud på byggepladsen ved Ribe Å og følge arbejdet med at se den midlertidige bro blive lagt ud.

På grund af de vanskelige adgangsforhold til byggepladsen arrangerer Vejdirektoratet kørsel med shuttlebus til stedet. Den vil køre i fast rutefart mellem P Nord i Saltgade i Ribe og byggepladsen i tidsrummet fra klokken 15.00-19.00. Sidste afgang fra P-Nord er klokken 18.30, og sidste tur tilbage fra byggepladsen er klokken 19.10.

Broforbindelsen kommer til at bestå af 14 stålsektioner, der til sammen giver en længde på 42,67 m. Broen er faktisk to broer, én til hver kørselsretning, og hver bro har en samlet bredde på 6 meter.

Annonce

I vater

Kasper Aggerholm forklarer, at de to broer teoretisk set godt kunne samles manuelt, da de enkelte broelementer samles med bolte, splitter og skruer. Det ville dog kræve ret mange mand til arbejdet, idet hvert element er tre meter langt og vejer 340 kilo.

- Det er forreste del af broen, der er den letteste del, da det er den, der skubbes over åen først, siger Kasper Aggerholm og viser de små hjul under den del af broen, de allerede har samlet, som skal rulle broen ud over åen og få brodelene til at hvile i de to betonelementer på hver side af åen.

- Når vi ruller broen ud, skal vi hele tiden holde øje med broens tyngdepunkt, hvor vi dog har en sikkerhedsmargin på syv meter, ligesom det dæk, bilerne skal køre på, også lægges på som ballast, siger Kasper Aggerholm, der tager et vaterpas og placerer på et af de færdigsamlede broelementer for at vise, hvor præcist det hele bliver til.

Kasper Aggerholm, der regner med, at regimentet er færdige med broen mod slutningen af næste uge, men at broen først tages i brug, når Vejdirektoratet går i gang med at indsætte en ny klapbro i Ringvejen. Det sker fra omkring den 1. september. Inden da vil trafikken uden for spidsbelastningen i perioder flyttes over på de midlertidige broer for at teste den.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce