Annonce
Ugeavisen Ribe

Millioner til ringborg og svømmebad: Budgetforlig giver pengeregn over projekter i Ribe

Ribe Svømmebad modtager 10,5 mio. kr. i Esbjerg Kommunes nye budgetforlig, og kan dermed påbegynde en tiltrængt renovering i 2023. Arkivfoto
Ribe Vikingecenter modtager 4,6 millioner kroner til etablering af Ripa Ringborg i kommunens nye budgetforlig. Derudover er der penge til en opgradering af Ribe Svømmebad, mens en genoplivning af det tidligere Projekthuset i Ribe kommer til at spare kommunen penge henover de næste fire år.
Annonce

Ribe: Det var nærmest ren gavebod, da der fredag blev indgået budgetforlig for 2021-2024. En lang række projekter er i år blevet prioriteret, og det får flere institutioner i Ribe gavn af.

En af dem er Ribe VikingeCenter, som vil etablere Ripa Ringborg, og det har forligspartierne givet 4,6 millioner kroner til, hvilket glæder centerets leder Bjarne Clement.

- Vi er meget glade for, at kommunen har vist så stor velvilje over for projektet. Det er et godt udgangspunkt for, at de andre fonde, vi er i kontakt med, også bakker op, siger han og tilføjer, at ringborgens samlede budget er omkring 12 millioner kroner.

Ringborgen er en videreudvikling af centrets eksisterende ringvold, og projektet indebærer en stor port i den eksisterende ringvold, fire nye huse, palisader og træbeklædning 30 meter i hver retning fra porten, ligesom der kommer åbne, arbejdende værksteder for besøgende, skoletjenester med mere.

Annonce

Svømmebad og nyt liv til projekthus

Der er efter flere års venten også gjort plads til en opgradering af Ribe Svømmebad, et projekt til en værdi af 10,5 millioner kroner, som dog først kan frigives i 2023, da man ikke har pengene til det før da.

- Det er på tide med den opgradering. Svømmebadet har været vigtigt for mig i budgetforhandlingerne, og jeg ved godt, midlerne først er afsat fra 2023, men for mig har det bare været vigtigt, den kom med. Ikke så meget, hvilket år det blev, siger May-Britt Andrea Andersen, der sad med ved forhandlingsbordet for Konservative.

Det gjorde Det Radikale Venstres Anne Marie Geisler Andersen også. Hun var efterfølgende jublende glad for at få det projekt omkring det tidligere Projekthuset i Ribe med i budgettet.

- Det er vigtigt, at ledige i forskellige målgrupper får en god, lokal beskæftigelsesindsats, også i Ribe. Der er derfor enighed om, at der skal oprettes et nyt og bredere tilbud til ledige i det tidligere Projekthus i Ribe, siger hun.

Annonce

Sparer kommunen penge

Det pudsige i dette er tilmed, at genetableringen af tilbuddet kan ende med at spare Esbjerg Kommune for 363.000 kroner over en fireårig periode, og det glæder Susanne Dyreborg, der også har arbejdet hårdt for projektet.

- Mit primære mål er, at vi hjælper de unge i Ribe, og så er det derudover en samfundsøkonomisk gevinst, at det sparer kommunen penge, at starte det op igen. Det er jo ret pudsigt og gør, at det hele giver mening. Nu skal vi bare lynhurtigt i gang igen, så vi ikke taber de unge på gulvet, siger Susanne Dyreborg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce