Annonce
Ugeavisen Ribe

Nerver og sommerfugle i maven: Stort speedwaytalent fra Roager indtog den store scene

Jesper Knudsen med hvid hjelmfarve lå bagerst gennem hele løbet i tre af sine første fire heats. Alligevel fik han ros for sin kørsel og er også selv stolt over at være ung debutant. Foto: Jacob Schultz
Som en af de yngste nogensinde fik Jesper Knudsen som 16-årig i sidste uge debut på det allerfineste niveau inden for dansk speedway. Der var udadtil overraskende få nerver at spore, og Jesper endte til sidst med at få en flot debut.

Roager/Esbjerg: En knytnæve hamres ind i trævæggen i ryttergården på Granly Speedway Arena. Hånden tilhører blot 16-årige Jesper Knudsen og bevægelsen kommer kort efter, han for andet heat i træk er flere længder efter de andre speedwaykørere.

Den handling taler tydeligt om de ambitioner, den unge knægt har omkring sin elskede sport. De er nemlig store, og den foreløbige kulmination kom denne onsdag aften, da Jesper Knudsen som en af de yngste kørere fik debut i Metalligaen, Danmarks bedste speedwayrække.

Jesper Knudsen (t.h.) havde i timerne op til sin debut overraskende få sommerfugle i maven. Og dem, der var, skjulte han i hvert fald godt. Her er han i samarbejde med storebror Jonas i gang med at klargøre cyklen. Foto: René Aunsbjerg Fogh

- Det bliver en stor oplevelse at få debut, og jeg er da beæret og stolt over at få debut som 16-årig. Jeg er taknemmelig over, at de kan se noget i mig, forklarer Jesper Knudsen, der kører for SES, Sønderjyllands Elite Speedway, nogle timer inden debutløbet.

Annonce

Her er han og storebror Jonas igang med at gøre maskinen klar til aftenens løb. Jesper er overraskende fattet og fortæller, at han ikke er særlig nervøs.

Jesper Knudsen havde store forhåbninger inden sin debut i Metalligaen, og selv om alle ikke blev opfyldt, var han godt tilfreds efterfølgende. Foto: Jacob Schultz

- Jeg tager det som et normalt løb. Måske er der lidt ekstra nerver og sommerfugle i maven, men jeg prøver at tænke på noget andet, og ikke for meget over, at det er et vigtigt løb for både klubben og mig. Mit mål er at få point i alle mine heats, men det er nogle gode kørere, jeg skal op imod, og det bliver også en oplevelse at køre mod dem, siger han.

Kikset start i første heat

Vi skruer tiden nogle timer frem igen. Koncentrationen er stor i ryttergården, hvor cyklen tjekkes igennem igen og motoren afprøves. Det er far Johnny, der står for det, mens storebror Jonas hjælper til og fungerer som indpisker. Jonas fik desuden selv debut for SES ugen forinden, så de to brødre dyster mere eller mindre om samme plads på Metalligaholdet.

Klokken 18.48 sker det. Jesper sidder helt klar på cyklen, klar til at køre ud på banen. En holdkammerat, der netop har kørt sit heat, hvisker nogle sidste gode råd om banens beskaffenhed - noget som giver Jesper en god følelse i maven.

Både far Johnny (med blå trøje) og storebror Jonas var med i ryttergården, da Jesper Knudsen onsdag aften fik debut i Metalligaen. Foto: Jacob Schultz

- Jeg får utrolig meget støtte fra de mere rutinerede kørere i klubben. Der er rigtig meget teamspirit og uden opbakning fra dem, trænere og familie, ville jeg ikke stå her i dag, sagde han inden debuten.

Klar, parat og afsted til sin debut. Foto: René Aunsbjerg Fogh

Da startsnoren ryger op, kikser Jesper dog sin start, og cyklen stejler lidt for meget. Derfor er han allerede bagerst i feltet i første sving, men kort før mållinjen fire runder senere er han blot omkring en cykellængde efter en af ligaens profiler, Bjarne Pedersen, fra modstanderholdet Esbjerg Vikings.

Det er dog først efter det føromtalte andet heat, at reaktionen fra Jesper ses tydeligt. Flere gange lyder der opmuntrende bemærkninger fra holdkammeraterne, og de giver råd til, hvordan han skal køre.

Annonce

Bliver i hukommelsen

I det tredje heat følger der mere held med Jesper Knudsen på cyklen. En anden gearing hjælper med det samme, og Jesper ligger længe som nummer to i heatet. Desværre ender en lille misforståelse med holdets anden kører i heatet med, at Jesper slutter på tredjepladsen og derfor noteres for sit allerførste point som seniorkører. På vej ind i ryttergården får han klap på hjelmen, og der jubles tydeligt.

Jesper og hans talent

Jesper Knudsen er 16 år og bor med storebror Jonas og mor og far i Øster Aabølling lidt uden for Roager.

Han går i 9. klasse på Vittenbergskolen.

Både han og Jonas kører for Sønderjylland Elite Motorsport, der er den professionelle del af Vojens Speedway Klub.

Jesper har en lang række førstepladser i sin karriere, blandt andet blev han i 2019 verdensmester på 250cc. Sidste år skiftede han til de store maskiner, 500cc. Blot få dage inden debuten i Metalligaen fik Jesper gennemført det efter reglerne syvende divisionsløb på 500cc, som er kravet for at kunne køre i Metalligaen.

- Jeg var irriteret over mine første starter, så det var en kæmpe lettelse at få point. Det var en tung bane at køre på, og generelt synes jeg, at jeg kørte fint, og jeg tror helt sikkert, at min debut vil forblive i hukommelsen mange år frem, selv om målet om flere point ikke lykkedes, sagde Jesper efter aftenens sidste heat, som han desværre ikke fik kørt færdigt.

Annonce

Mål om udlandet

Jesper understreger, at han kan lære rigtig meget og tage meget med fra hans debutløb. Og står det til Jesper, så er speedwayløb i den danske liga ikke toppen af hans karriere.

Storebror Jonas hjalp Jesper som indpisker. Foto: René Aunsbjerg Fogh

- Debut i Metalligaen ligger højt på listen over højdepunkter for mig. På sigt håber jeg på en  kontrakt i udlandet, og det ser jeg som rimelig realistisk. Der er større konkurrence i udlandet der, og efter at have kørt mange år på danske baner, vil jeg gerne udforske andre baner. Hvis jeg skal leve af speedway, og det vil jeg rigtig gerne, så er det i udlandet, det skal ske. Mit mål er og har altid været at kunne leve af speedway og blive en af de store navne, siger han og vedkender, at en status som grand prix kører derudover ville være det helt ultimative.

Efter sit debutløb fik han mange roser af SES' direktør, Jacob Olsen, og den gode indsats er tilmed belønnet med endnu en udtagelse til ligaholdet i onsdagens match mod Slangerup Speedway.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce