Annonce
Ugeavisen Ribe

Ny ung træner i Hviding: Jeppe træder til, når der er brug for ham

Jeppe Stokbæk sætter sig nu på trænerbænken og overtager ansvaret for serie 2-holdet, Hviding IF/Kvik 70. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Jeppe Stokbæk brænder for frivillighed og især den del, som foregår på en fodboldbane. Nu står han med ansvaret for det lokale serie 2-hold i Hviding.

Egebæk-Hviding: 26-årige Jeppe Stokbæk er vokset op med en fodbold under armen. Først i Roager, hvor hans far ofte tog ham med på stadion der og i Esbjerg, og nu slår han sine folder i Hviding.

Det er derfor helt naturligt, at det er her, at den unge mand fra denne sæson får ansvaret for sit første seniorfodboldhold i Hviding IF/Kvik 70.

- At blive førsteholdstræner passer fint med, hvad jeg kan give af mig selv lige nu, men tidspunktet kommer faktisk før, jeg regnede med. Nu er der dog brug for mig, og så skal jeg også træde til. Per (Madsen, tidligere træner og klublegende, red.) har gjort det ekstraordinært godt, men jeg ville ikke sige ja, hvis ikke jeg følte, at kunne bidrage, og jeg tror, at jeg kan løfte holdet på anden måde, end han gjorde. Det er jo sundt med forandring, understreger Jeppe Stokbæk, der kalder sig selv for en habil serie 4-spiller, når han selv snører fodboldstøvlerne.

Han påpeger, at han i den grad brænder for fodbold og være fodboldtræner, og han frygter ikke, at hans unge alder kan være en hæmsko - nærmere tværtimod.

- Det kan være en fordel, at jeg er jævnaldrende med spillerne på banen, for jeg kan også bruge mit store netværk til at tiltrække nye spillere. Desuden er jeg overbevist om, at jeg kan sætte mig i respekt, for hvis spillerne mærker, at jeg kan give dem noget som træner, så kommer respekten også.

Annonce

Naturligt at være frivillig

Det falder Jeppe Stokbæk helt naturligt at bidrage med frivilligt arbejde, som han har gjort det på fodboldbanen, siden han var 14 år.

Olivia og Lauge tager en stor del af Jeppes tid derhjemme, men alligevel kan han også finde plads til at være fodboldtræner. Foto: René Aunsbjerg Fogh

-Det er i Hviding, jeg hører til, så jeg skulle se på, hvordan jeg kan bidrage til at udvikle området, siger han og nævner også, at han har været med til at få det indendørs fodboldstævne, Nørgaard Anlæg Cup, stablet på benene ligesom han hvert år står for et noget mindre stævne i Roager.

- Jeg er af den støbning, at der skal ske noget, og mine forældre var også med til at stable meget på benene. Det er fedt at se noget lykkes, men jeg gør det ikke for at få skulderklap fra andre, men for at blive bekræftet af mig selv, siger han.

Annonce

Færdig som lærer til sommer

Meget handler om fodbold for Jeppe. Han ynder gerne at se en fodboldkamp med favoritholdene Esbjerg fB og Liverpool, og derudover er det familien og venner, der trækker.


Jeg er af den støbning, at der skal ske noget, og mine forældre var også med til at stable meget på benene. Det er fedt at se noget lykkes, men jeg gør det ikke for at få skulderklap fra andre, men for at blive bekræftet af mig selv.

Jeppe Stokbæk


- Jeg er et meget socialt menneske, og jeg har behov for at komme ud og være sammen med andre. Derfor er den her corona også hård for mig, siger han.

Heller ikke studierne giver ham særlig meget socialt for tiden, da undervisningen i læreruddannelsen, som han afslutter til sommer, foregår online.

Kort om Jeppe

Jeppe Stokbæk er født og opvokset i Roager og bor nu i Hviding. Han er 26 år og er kæreste med Lærke. De har to børn, Olivia på 3 år og Lauge på et halvt år.

Jeppe læser til lærer på UC Syd og bliver færdig til sommer. Han har linjefag i dansk, idræt og samfundsfag.

Jeppe har været fodboldtræner, siden han var 14 år. Han har blandt andet været træner i EfB og i talentsamarbejdet SFS. Nu er han førsteholdstræner for serie 2 holdet i Hviding IF/Kvik 70.

- Selvom min mor også er lærer, så er det ikke derfor, jeg også skal være det. Jeg tror, det handler om ligesom ved fodbold, at jeg godt kan lide at have med børn at gøre. Samvær med børn giver mig meget, og jeg vil gerne have, at børnene kan gå hjem efter god dag med et smil på læben. Lærer er bare det jeg skal være, synes ikke jeg kunne andet, siger Jeppe Stokbæk, som dog også har haft i overvejelserne at blive greenkeeper, så han måske kunne passe græsset på stadion i Esbjerg.

- Det er måske også noget social arv, for min far arbejder med kunstgræs, siger han med et grin.

Annonce

De skarpe spørgsmål

Tre ord der beskriver dig selv?

- Glad, udadvendt, passioneret

Hvad drømmer du om?

- På kort sigt at få mit trænerjob til at blive en stor succes. På længere sigt at få et hus i Hviding og komme på Anfield.

Hvad gør dig glad?

- At se andre glade. Og at vinde en fodboldkamp.

Hvad er du god til – hvis andet end dit job?

- At være social og være sammen med mennesker

Hvad er din største last?

- At jeg har svært ved at sige nej. Jeg vil meget, men kan ikke det hele. Og at rydde op efter mig selv.

Hvad kan du bedst lide ved at bo i Hviding?

- Sammenholdet, og at man kan mærke gøre en forskel med det, man laver.

Hvis vi to skulle bruge resten af dagen sammen, hvad skulle vi så lave?

- Hvis der ikke var restriktioner, skulle vi på stadion og se en kamp. Vi kunne også køre tur på de små veje ude ved diget, hvor der er god mulighed for at snakke.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce