Annonce
Ugeavisen Ribe

Ribe Domkirke fyldes af musik

Birgitte Ebert spiller selv til den første af sommerkoncerterne i Ribe Domkirke.
Annonce

Ribe: Nu åbner Ribe Domkirke atter kirken for en række på ikke færre end seks  sommerkoncerter. De afvikles fem tirsdage fra den 7. juli til 4. august og en enkelt torsdag nemlig den 30. juli, alle dage fra klokken 11.00-11.45.

- Efter en lang periode uden livemusik, som ikke er oplevet gennem en computerskærm, bliver det dejligt igen at sætte sig til rette med god afstand og sprittede hænder og høre en rigtig levende musik spillet på Domkirkens store orgel, siger domorganist Birgitte Ebert.

Domorganisten lægger selv ud tirsdag 7. juli med et program, der markerer dansk-tyske forbindelser, og hvor musik af Ribes egen Rued Langgaard møder musik af N.W. Gade, F. Mendelssohn og J.S. Bach, der alle var aktive i den tyske by Leipzig. Tirsdagen efter spiller den fynske orgelsolist Tina Christiansen et smukt og flot program, mens årets 250-års fødselar, Ludwig van Beethoven, fejres ved de to følgende koncerter. 21. juli spiller den erfarne og populære duo Dorthe Zielke, trompet og Søren Johannsen, orgel, og den følgende tirsdag 28. juli bliver der en enestående lejlighed til at høre DR SymfoniOrkestret koncertmester Johannes Søe Hansen sammen med organisten Dan Kær Nielsen.

Som den eneste torsdag i rækken spiller den franske organist Maurice Clerc en overvejende fransk koncert torsdag 30. juli, og hele koncertrækken slutter med koncert 4. august, hvor den nyudnævnte domkantor, Morten Bunk, spiller sit kandidatprogram forud for sin afsluttende eksamen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce