Annonce
Ugeavisen Ribe

Ribe får nyt museum: Unikke fund skal vises frem i Kannikegårdens ruinrum

Ruinen af det nedbrændte kannikekloster i kælderen under Kannikegården skal danne ramme for den kommende udstilling. Foto: Folmer Iversen.
Den første kirke blev bygget i Ribe omkring år 855. Gravene omkring den viser, at den nye kristne tro hurtigt fik følgere. Nu skal de spændende resultater af udgravningerne ved Ribe Domkirke vises i en flot udstilling i Kannikegårdens store ruinrum.

Ribe: Til juni vil det, man kan kalde for Danmarks "dåbsattest" blive udstillet i ruinrummet i Kannikegården i Ribe.

Det sker i det museum, som har fået navnet De Første Kristne.

For seks år siden, forud for byggeriet af Kannikegården, foretog arkæologer udgravninger i jorden og gjorde en lang række unikke fund og opdagelser. Det er disse fund, som ripensere og turister kan blive klogere på.

Blandt nogle af fundene var middelaldergrave og resterne af et kloster bygget af teglsten fra anden halvdel af 1100-tallet. Men mest unikt var fundet af 83 grave, alle fra før 1050 hvor gravpladsområdet blev forseglet af kulturlag og bygninger. Med kulstof 14-dateringer kunne det konstateres, at flere af gravene var fra 8- og 900-årene, og der var vel at mærke tale om kristne begravelser.

Arkæologerne havde hermed fundet Danmarks første kristne kirkegård, som blev etableret i tilknytning til Ansgars første kirke, der blev bygget i Ribe.

Annonce

Forpligtet til at vise fund frem

Museet - eller udstillingen om man vil - er blevet mulig takket være støtte fra flere fonde, og menighedsrådsformand i Ribe Domsogn, Tage Rosenstand, er rigtig glad for, at det er blevet muligt.

Kraniet af en cirka 40-årig mand, kulstof 14-dateret til 800-årene. Han blev begravet på den første kristne kirkegård i Danmark – 100 år før Harald Blåtand på Jelling-stenen skrev, at han gjorde danerne kristne. Foto: Sydvestjyske Museer.

- I respekt for de unikke fund i kulturlagene under Kannikegården har det været et længe næret ønske og en forpligtelse at vise dem frem og fortælle historien, siger han.

Det er blandt andre Augustinus Fonden, der har givet et bidrag, og her er direktør Frank Rechendorff Møller glad for at bidrage.

- Ribe er en af Danmarks ældste og meget spændende kulturhistoriske byer. I Augustinus Fonden har vi gennem mange år arbejdet målrettet med at løfte denne formidling af byen. Det glæder os, at også Domkirken nu kan bidrage til fortællingen og kulturformidlingen af byen, og vi håber, at udstillingen vil nå mange, siger han mens fondsdirektør Christine Wiberg-Lyng tilføjer:

Gratis adgang

Det nye museum får titlen De Første Kristne og bliver officielt indviet den 18. juni i år.

Museet er muliggjort af donationer fra Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Brødrene Hartmanns Fond.

Der bliver gratis adgang til De Første Kristne i domkirkens åbningstid.

- De arkæologiske fund ved Ribe Domkirke har vist sig at være af enestående karakter og er et stykke nationalkulturarv, som kalder på formidling. Vi er glade for at kunne bidrage til udstillingen, der i de smukke arkitektoniske rammer på Kannikegården kan gøre os klogere på de tidligt kristne og et unikt stykke Danmarkshistorie, siger hun.

Museet åbner den 18. juni og bliver en formelt en del af Fonden Ribe Domkirkemuseum.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce