Annonce
Ugeavisen Ribe

Ribe-fotograf i verdenseliten

En rytter på en islandsk hest i solnedgangen på Mandø Ebbevej. Det er motivet for det meget smukke og poetiske billede, som Lars Roed fra Hviding er blevet præmieret for. Foto: Lars Roed.
Et foto af en solnedgang ved Vadehavet har sikret 43-årige Lars Roed fra Hviding titlen "Best of Nation" ved international fotokonkurrence.
Annonce

RIBE: Det fanger straks blikket, og man kan hurtigt se, at Lars Roeds billede af en solnedgang på Mandø Ebbevej er noget helt særligt. Det synes andre professionelle fotografer også, så nu er fotoet, som udstråler masser af harmoni og idyl, både kåret som det bedste danske landskabsfoto og valgt som Best of Nation ved en international fotokonkurrence - World Photographic Cup. Og det er den 43-årige fotograf fra Hviding stolt af.

Motivet er fanget en solnedgangsaften på Mandø Ebbevej, hvor man ude i horisonten aner en rytter, som ridende på sin hest tager turen ud gennem Vadehavet.

- Det er Dansk Fotografisk Forening, som har valgt mit billede til at repræsentere Danmark ved den internationale konkurrence i natur-kategorien med landskabsbilleder og billeder i kategorien wildlife, og jeg er rigtig glad for udnævnelsen som Best of Nation. Jeg håber med mine billeder at kunne være med til at udbrede kendskabet til Vadehavsområdet og er af samme grund blevet Nationalpark Vadehavet-partner, fortæller Lars Roed.

Danmark er repræsenteret med i alt 12 fotografer, der sammen udgør fotolandsholdet. Ved World Photographic Cup dystes der i seks kategorier, som blandt andet også er reportage, portrætfotos, fotojournalistisk og bryllupsbilleder.

Lars Roed

Lars Roed er uddannet multimediedesigner, men han har fotograferingen som en seriøs hobby. Han arbejder hos firmaet Vaimo, hvor han to dage om ugen arbejder i København som såkaldt UX/UI Designer, hvor han laver brugervenlige hjemmesider og webshops. Han har sin egen hjemmeside og webshop, som man kan finde på hjemmesiden: www.photosbyroed.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce