Annonce
Ugeavisen Ribe

Ribe Kunstmuseum får 600.000 kroner i støtte

Ribe Kunstmuseum har fået ekstraordinær støtte fra Ny Carlsbergfondet og Augustinus Fonden. Privatfoto.
I skyggen af coronaen har Ribe Kunstmuseum modtaget 600.000 kroner fra private fonde. Pengene skal gå til fortsat virke og til at gennemføre det planlagte udstillingsprogram.
Annonce

Ribe: Ribe Kunstmuseum modtager årligt en stor del af sine indtægter fra private fonde, som støtter museets forsknings- og udstillingsvirksomhed. Nu har museet modtaget en ekstraordinær støtte fra to fonde. Det drejer sig om Ny Carlsbergfondet og Augustinus Fonden, som med henholdsvis 400.000 kr. og 200.000 kr. har støttet ekstraordinært, for at museet kan fortsætte sit virke og gennemføre det ambitiøse udstillingsprogram for resten af året.

- Vi er meget glade og taknemmelige, for de to donationer dækker sammen med lønkompensation det indtægtstab og de ekstra udgifter, vi har fået i forbindelse med lukningen af museet og hjemsendelse af personalet i tre måneder, fortæller museumsdirektør Dagmar Warming.

- Vi kan nu for alvor tage fat på de kommende projekter og samtidigt glæde os over, at publikum er vendt tilbage til museet. Vi har kunnet forlænge udstillingen ”Den anden Guldalder. Johan Ludvig Lund over alle grænser” til 21. juni og udstillingen ”Agnes Smidt. Sønderjydernes kunstner” helt hen til 30. august. Til gengæld åbner en udstilling med værker af Hans Scherfig først 12. september. Fra 4. juli kan man også se en særudstilling med værker af den danske, men i Berlin bosiddende kunstner, Ulrik Møller.

- Nu ser vi frem til en dejlig sommer med mange besøgende på museet. Vi vil savne vore udenlandske gæster, men glæde os over de mange danskere, som sikkert vil holde ferie herhjemme og forhåbentligt vil aflægge besøg i nordens ældste by og også aflægge kunstmuseet og den dejlige museumshave et besøg, lyder det fra museumsdirektøren.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce