Annonce
Ugeavisen Ribe

RIBE: Vibeke brænder for musikken

Vibeke Tietge sidder rigtig ofte ved klaveret på blandt andet Vittenbergskolen, for hun brænder inderligt for musik og undervisning deri. Foto: René Aunsbjerg Fogh

Vibeke Tietge har flere forskellige job, som alle har det tilfælles, at de vedrører musik.

Annonce

Ribe: Hvis der er en kvinde i Ribe, der yder en stor indsats inden for det lokale musikliv, så er det Vibeke Tietge. Man støder på hende mange steder, hvor det handler om musik. På Vittenbergskolen, på Kulturskolen, i RAMS og i flere lokale kor, og for Vibeke Tietge er det en brændende passion at bruge så meget af sin arbejdstid på musik.

- Musik gennemsyrer meget af det, jeg laver. Musik er min altoverskyggende interesse, og musik kendetegner mig ret meget, siger Vibeke Tietge, der indrømmer, at hendes arbejde med musik nok fylder 45 timer om ugen, hvor meget af arbejdet foregår med undervisning.

- Det er først og fremmest børnenes motivation, der driver mig i min undervisning. Det er fedt at kunne præsentere dem for andet end populærmusik. Det fællesskab, som spil og sang giver, er også enormt vigtigt for mig. Vi er fælles om at skabe noget, og når det lykkes bliver jeg lidt høj, og hårene rejser sig på armene, siger hun.

Vibeke Tietge har en halvtidsstilling i RAMS, hvor hun laver undervisningsmaterialer til kristendom og i tværfagliglige sammenhænge.

- Jeg kan godt lide at have medindflydelse på, hvad der skal arbejdes med, og hvilke projekter og retninger der skal være i skolen. Kristendom gennemsyrer vores kultur, uanset om vi går i kirke eller ej, og det er et vigtig element i vores dannelse, understreger hun.

Bag om Vibeke

Vibebe Tietge er 46 år og er gift med Kalle, og de har to børn på henholdsvis 19 og 24 år. Hun stammer fra Tønder, men har boet i Ribe siden 1995.Vibeke har været lærer på Vittenbergskolen siden 1999, hvor hun i dag bestrider en halvtidsstilling som primært musiklærer. Derudover har hun en halvtidsstilling i RAMS, mens hun også underviser på Kulturskolen og er korleder for to forskellige kor, Rytmisk Kor Ribe og Ribe Rockkor.

Vibeke Tietges musikalske idoler er U2 og den amerikanske sing a song writer, James Taylor.

Annonce

Klassisk musik

For Vibeke Tietge har musik været en del af hendes liv, siden hun var barn, selv om hendes forældre ikke var særligt musikalske.

- Jeg var som barn misundelig på min storesøster over, at hun gik til klaver, og da jeg blev otte år, fik jeg selv lov. Jeg har også sunget i kor, siden jeg var ti år, og det, der tiltrak mig, var at lave noget, jeg kunne synge til og det at kunne spille sammen med andre. Jeg var mest interesseret i klassisk musik i starten, men nu er det mere over i det rytmiske.

- Jeg har altid haft det sådan, at jeg skulle blive til noget, hvor jeg kunne bruge musikken, fortæller Vibeke Tietge, der derfor blev skolelærer, men mistede lidt af passionen i takt med, at kommunale besparelser begrænsede mulighederne for at være kreativ ud over undervisningen.

- Noget af det, jeg er allermest stolt af, er at have været en del af mange teateropsætninger på skolen. Det har altid været et stykke koncentreret arbejde, og noget som børn husker i mange år, siger hun.

Annonce

Stilhed i fritiden

Hvis man så tror, at musik også er en del af Vibeke Tietge, når hun har fri, så må man tro om.

- Der skal faktisk helst ikke være musik i baggrunden, når jeg er hjemme, for der har jeg brug for ro. Jeg er et ret privat menneske i min sparsomme fritid, så jeg nyder familietiden, går lange ture med hund og mand, og så strikker jeg meget og slapper af med det. Familien lider også af udlængsel, og vi har været på flere ferier i Sydamerika, USA, New Zealand, og vi har boet i Nordirland i et år, fortæller Vibeke Tietge.

Annonce

De fire skarpe

Tre ord der beskriver dig selv?

- passioneret, pligtopfyldende og viljestærk.

Hvis du vandt fem millioner, hvad skulle pengene så bruges til?

- Så skulle jeg holde et halvt års orlov og tage ud og rejse. Jeg ville også gerne købe et flygel.

Hvad kan du bedst lide ved at bo i Ribe?

- Størrelsen på byen, for den er ikke for stor og ikke for lille. Jeg kan også lide det flade smukke landskab samt sjælen og atmosfæren i byen.

Hvis vi to skulle bruge resten af dagen sammen, hvad skulle vi så lave?

- Så skulle vi ud og gå en tur med min hund (labrador), og så skulle vi ind på en café og drikke kaffe og spise et stort stykke kage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce