Annonce
Ugeavisen Ribe

Ribeguide og læsehest: Etly Fønss nyder at gøre folk klogere

Etly Fønss sætter stor pris på at læse, og især om historie. For nylig har hun eksempelvis fået læst det gamle historieværk af Saxo.
Som Ribeguide kan Etly Fønss fortælle herboende og turister mange spændende ting om Ribes historie. Udover den passion sætter hun også pris på at læse og gå ture i naturen.
Annonce

Ribe: Etly Fønss er i sit es, når hun står med en stor menneskeflok omkring sig, og som Ribeguide kan fortælle om Ribes historie. Hun understreger nemlig, at både mennesker og historie interesserer hende.

- Jeg interesserer mig meget for historie. Hvis jeg kunne have valgt min karriere om, så skulle jeg have været historiker, men nu bliver den interesse plejet ved, at jeg er guide. Desuden interesserer mennesker mig også, fordi de er så mangfoldige. Man tror, man kender dem, men ofte er der er anden side, som man så ikke kender. At et menneske er på én måde findes ikke i mit univers, siger Etly Fønss.


Ribes historie er jo fascinerende og bliver det endnu mere, når man dykker mere ned i den. Man kan ikke lade være med at blive betaget, når man går rundt i Ribe.

Etly Fønss


Hun har også undervist i mange år på blandt andet Vittenbergskolen, og her har hun kunnet tage hånd om en gruppe børn, som hun har et meget stort hjerte for.

- Jeg interesserer mig meget for børn, og gerne de lidt skæve børn. Altså dem der ikke lige passer ind og har vanskeligt med at vide, hvordan man gebærder sig. Jeg tror, at det, at min storesøster også havde en anderledes tilgang til tilværelsen, er en forklaring på det, for jeg blev lidt som en storesøster for hende, fortæller hun og tilføjer, at familien er det allervæsentligste for hende.

Annonce

Bliver bjergtaget

Etly Fønss, der har været Ribeguide siden 2015, var allerede historieinteresseret, inden hun kom til egnen i 1979, men interessen blomstrede endnu mere, da hun var med til en arkæologisk udgravning i Ribe, hvor hun fandt nogle gamle vikingemønter.

- Ribes historie er jo fascinerende og bliver det endnu mere, når man dykker mere ned i den. Man kan ikke lade være med at blive betaget, når man går rundt i Ribe. Der er mange smukke steder, og sådan noget kan bjergtage mig, siger hun og tilføjer, at hun træder i karakter, når hun tager det røde guidetøj på.

Etly Fønss elsker Ribes gamle gader, og nyder at gøre folk klogere, når hun har den røde guideskjorte på.


Det tiltaler mig at gøre folk klogere. Jeg kan finde mange ting fra Ribes historie, som folk ikke ved, og det sker da også sjældent, at folk kommer efter en guidetur og siger, at de vidste alt det, jeg fortalte, i forvejen

Etly Fønss


- Det tiltaler mig at gøre folk klogere. Jeg kan finde mange ting fra Ribes historie, som folk ikke ved, og det sker da også sjældent, at folk kommer efter en guidetur og siger, at de vidste alt det, jeg fortalte, i forvejen, fortsætter hun og tilføjer med et grin, at hun nok er et snakkemenneske og at andre siger, at hun snakker for meget.

Annonce

En læsehest

For at klæde andre på med viden bruger Etly Fønss rigtig meget tid på at læse.

- Jeg læser lidt af hvert, men kan rigtig godt lide at læse om historie, og for nylig har jeg eksempelvis læst Saxo Grammaticus. Bøger kan noget ganske fantastisk, blandt andet kan de sætte os selv i perspektiv og fortælle om menneskers ageren i forskellige situationer, og det kan man lære meget af, siger hun.

Etly mener, at hun nemt kunne sidde i sofaen med en god bog en hel dag - og først stoppe når ægtefællen Henning er klar med aftensmaden. Det er dog ikke altid, hun prioriterer at gøre det, for Etly sætter også pris på at komme ud og røre sig - enten med en morgensvømmetur eller en god gåtur.

Kort om Etly

Etly Fønss er 70 år og gift med Henning Bjørnholt. De har to børn og fem børnebørn.

Hun er vokset op i en lille by mellem Århus og Silkeborg og boede i Egebæk fra 1979 til parret flyttede til Ribe i 2006.

Hun er uddannet børnepædagog og har undervist blinde og svagtseende i mange år. Senere var hun lærer på blandt andet Social- og Sundhedsskolen og på Vittenbergskolen, inden hun gik på pension i 2014.  Hun har været Ribeguide siden 2015.

-Gåture i naturen er noget, jeg sætter stor pris på. Det giver mig noget, jeg ikke kan få i et motionscenter. Jeg glædes ved at høre fugle og se smukke blomster, og en gåtur giver mig også en vis indvendig ro, fortæller hun og tilføjer, at hun netop har overstået en 94 km gåtur over fire dage på Gendarmstien - og dermed kombinerede passionen for historie og glæden ved at gå.

Annonce

De skarpe

Hvad gør dig glad?

-Når roser blomstrer, solen skinner. Musik og sang.

Hvis du vandt en million, hvad skulle pengene bruges til?

- Så skulle hele familien med på en ferie, og jeg ville også bruge nogle på velgørende formål, blandt andet så vores natur kan få det bedre igen.

Hvilke tre ting, ville du tage med på øde ø?

- Ildstål, bibelen, og noget jeg kan bruge til at få fat i mad med.

Hvad er du god til – hvis andet end dit job?

- At systematisere ting. Jeg læser i systemer, eksempelvis når jeg finder nye bøger, så undersøger jeg, hvilke bøger, der kan høre sammen.

Hvad er din største last?

- At jeg snakker meget.

Hvad kan du bedst lide ved at bo i Ribe?

- Nærheden, de smukke bygninger og mulighed for at hilse på mange mennesker, jeg kender.

Hvis vi to skulle bruge resten af dagen sammen, hvad skulle vi så lave?

- Først ville jeg tage dig med på halvanden times rundtur i Ribe og fortæller dig ting, du ikke vidste om Ribe. Derefter skulle vi have frokost på Quedens, og siden hen på Jacob A. Riis Museet. Til sidst ville vi slutte med en kop kaffe eller en øl.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce